Et brev fra Dan Turèll til Studenterbladet 1965
Forfatteren og oversætteren Arne Herløv Petersen beretter om den gang , han var redaktør af Studenterbladet og modtog et brev fra Dan Turèll:
FOTO af Arne Herløv Petersen er fra 1967
og bringes med tilladelse af Arne Herløv Petersen
I 1965 var jeg redaktør af Studenterbladet. Det meste af bladet bestod af proklamationer og indlæg fra præsidiet i Danske Studerendes Fællesråd. Jeg har det med studenterpolitik som med kommunalpolitik. Det er et nødvendigt og agtværdigt arbejde, men der er sandt at sige ikke så meget spræl over det.
Mit hjerte sad nok et andet sted. Allerhelst ville jeg fylde bladet med digte, noveller og boganmeldelser, men det måtte jeg selvfølgelig ikke. Jeg måtte lirke mig frem og proppe små mængder kulturstof ind mellem mødereferaterne og de officielle udtalelser.
Der kunne godt blive plads til nogle illustrationer hist og her, og jeg fandt frem til dengang unge og ukendte kunstnere som Per Kirkeby, Ole Sporring og Dea Trier Mørch og fik dem til at lave tegninger til bladet.
Hvis jeg spurgte pænt, måtte jeg engang imellem få lov til at bringe en novelle, så bladet bragte nye og ikke tidligere offentliggjorte historier af folk som Anders Bodelsen og Sven Holm.
Bagsiden kunne jeg også få lov til at lege med, og den brugte jeg til lyrik. Jeg opfordrede alle landets studerende til at rydde skufferne og sende digte til bladet, og så var det ellers bare med at læne sig tilbage og dukke sig for lavinen.
Det var ufatteligt, så mange digte, der blev skrevet rundt omkring. Men sandt at sige var kvantiteten mere imponerende end kvaliteten. Tit, når jeg åbnede et brev og læste de lyriske bidrag, spurgte jeg mig selv, hvordan man dog kunne have en så imponerende selvtillid, at man ikke bare skrev sådan noget, men sendte det ud til andre mennesker.
Så meget desto større var glæden, når der var gode digte i bunken, og det var der engang imellem. Kristen Bjørnkjær debuterede på Studenterbladets bagside. Johan de Mylius, der nu sidder på HC Andersen Centret, skrev et meget smukt sommerdigt. Finn Hermann lavede et spændende “græsk klip” med cutup-teknik, og Per-Olof Johansson lavede nogle sjove visuelle digte.
En dag var der et brev fra en meget ung mand i Vangede i bunken.
Brevet fandt jeg først igen i dyngerne mange år efter, da brevskriveren for længst var blevet til hele Danmarks Onkel Danny.
Jeg mente ikke, jeg kunne bruge anmeldelsen af TS Eliot. Jeg sendte den tilbage, så jeg har den desværre ikke mere. Jeg har skrevet på brevet, at manuskriptet er returneret til Mosegårdsvej 43A, Gentofte.
Som jeg husker det, var det en meget lang anmeldelse af “The Waste Land” af TS Eliot, der udkom i 1922 og på dansk i 1948. Anmeldelsen ville have fyldt en hel side i Studenterbladet, og den var skrevet i et usædvanlig snørklet kancellisprog, som man også finder i brevet.
Dan Turèll var på det tidspunkt atten år gammel, og jeg havde aldrig hørt om ham. Det ærgrer mig, at han ikke i stedet for sendte nogle digte. Hvis de havde mindet om dem, han året efter udgav i “Vibrationer”, havde jeg garanteret trykt et par af dem på bagsiden, hvor studerende skrev digte. Dér debuterede blandt andre Kristen Bjørnkjær, og dér kunne han også have debuteret.
Digtene i “Vibrationer” var stærkt påvirket af TS Eliot. Et par år efter skiftede Dan Turèll spor og lod sig inspirere af de cut-ups, William Burroughs og Brion Gysin lavede.
Arne Herløv Petersen havde brevkontakt med Dan Turèll nogle gange i årene efter dette afslag om at få trykt artiklen i Studenterbladet.
I 1970 udgav Dan Turèll bl.a. to stencilerede hæfter med rødt omslag i A5-format: “Manuskrifter I. Øjne/Further Instructions” samt “Manuskrifter II. af beskrivelsen af det/Hvidt Lys”.
Det er formentlig disse to værker, der refereres til.
“Lille søster” (originaltitel: The Little Sister) af Raymond Chandler er en klassisk hårdkogt krimi med privatdetektiven Philip Marlowe.
Arne Herløv Petersen stod for den danske oversættelse fra 1978 – en oversættelse, som blev rost for at fange den rette stemning.
Og Dan Turèll var også tilfreds!
“En af dem, der tit red med fane” er et kendt dansk palindrom, hvilket betyder, at sætningen staves ens, uanset om man læser den forfra eller bagfra.
Sætningen bruges ofte som et klassisk eksempel på sproglig spejling, hvor bogstaverne følger samme rækkefølge fra begge sider.
Dan Turèll interesserede sig for palindromer, fandt ovennævnte citat, som han brugte i et digt: “Fra 90’ernes tid”, Corsaren 15/16, 20.3.1975 – optrykt i “En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon” Bebob, 2003.
Her et uddrag af digtet:
Og det var i halvfemserne Gamle Marcher døde
“Gaade-Marcher” som var ansat i et ministerium
og som i al sin fritid skrev gåder
og logogriffer og labyrinter og rebus’er
til de københavnske blade
og som aldrig tænktge på andet
Det var i halvfemserne han døde
og hans lille lejlighed viste sig at være tapetseret
med hieroglyffer
tegn på alle væggene
som kun eksperter kunne tyde
og over døren:
en inskription
en sætning på tværbjælken
hans livs stolthed
sætningen “EN AF DEM DER TIT RED MED FANE”
resultatet
af talløse søvnløse nætter
og kronen på hans værk:
Sætningen var ens
hvad enten den blev læst forfra
eller bagfra..
Dan Turèll brugte palindromet igen i en af sine “I Byen” klummer i Politiken, med et par opfølgninger, hvor hvor han i den første refererer til det materiale, Arne Herløv Petersen havde sendt ham..
‘Rytmisk gulvafhøvling’ I Byen 6.6. 1980
‘Mere Grønnemose’ I Byen 20.6.1980
‘Palindrom-finale’ I Byen 8.8.1980
Tanken om Norden som en atomvåbenfri zone var et centralt politisk emne under den kolde krig. Formålet var at forbyde stationering, produktion og anvendelse af atomvåben i regionen.
Arne Herløv Petersen fik i 1981 Dan Turèlls underskrift på en appel om at fremme denne tanke.
