Djævelens Advokat

Den 15. oktober 2011 blev Kenn André Stillings Alfabetskulptur indviet på Dan Turèlls Plads i Vangede.
Et par dage før blev lederen af Dan Turèll Samlingen Peter Strøm kontaktet af redaktøren af I BYEN Politikens I BYEN. Han blev spurgt, om han var villig til at blive interviewet af Henrik Vesterberg “forklædt” som Djævelsens Advokat. Det var en  interview-serie, hvor den interviewede kunne risikere at blive udsat for særdeles nærgående spørgsmål – og flere gange havde den interviewede bagefter været ret fortørnet over behandlingen.
Peter Strøm sagde ja, og dagen efter ville Henrik Vesterberg ringe kl. 12 og udgive sig for Djævelens Advokat.

Her er resultatet på Politikens Hjemmeside

En udskrift kan ses nedenfor

Djævlens advokat:

Hvorfor er Dan Turèll egentlig så fed?

Djævlens Advokat er tosset over den hysteriske kult omkring Dan Turèll.

Kult. I aften er der litterær fest til ære for Dan Turèll på biblioteket i Vangede. Peter Laugesen, Kristen Bjørnkjær, Jens Blendstrup, Klaus Lynggaard og Benny Andersen m.fl. læser op. Mon lederen af Dan Turèll-samlingen, Peter Strøm, også dukker op? Det tror vi nok.
Goddag, Peter Strøm, det er Djævlens Advokat.


»Ja, jeg tænkte det sgu nok. Jeg har lige været ude og hente en Dan Turèll-hat, som jeg har taget på, fordi jeg skulle lige have lidt åndelig støtte«.


Det tror jeg også, du får brug for. Du er jo ypperstepræst i den kommunale kult omkring stakkels Dan Turèll.


»Der er i hvert fald kult omkring Dan Turèll. Hvor mange i Vangede der synes, Dan er kult, det ved jeg ikke. Det er gerne jer inde fra København, der kommer herud og synes, han er kult«.

Det er jo dig, der har gjort kulten så stor, at også Vangedes butikker holder længe åbent, når Dan Turèlls plads skal indvies. Ikea, Danske Bank og Skjold Burne er nu også med i kulten.

»Det er, fordi Dan favner alle. Han er ikke bare for feinschmeckere. Han er også for folket og for erhvervslivet og så videre. Det er fire erhvervsfolk, som har planlagt hele det her arrangement gennem et halvt år«.

Hvis Dan Turèlls ånd virkelig var inde i den hat, du har på, tror du så ikke, den ville hoste godt igennem, når den erfarede, hvad I har gang i med erhvervsledere, banker og politikere og konservative borgmestre fra Gentofte?

»Han ville have gnægget, hvis han så, hvor stærkt hans brand stod i dag. Han brandede sig selv, da han levede. Nu er der andre, der fortsætter«.

Og han bliver også brandet af enhver lommefilosof, der rejser sig op og holder konfirmationstale: »Som Onkel Danny sagde, og jeg kunne ikke have sagt det bedre selv: »Mest af alt holder jeg af hverdagen«.
 

»Ja, den er efterhånden fortærsket. Derfor prøver vi også at udbrede kendskabet til alt det andet, Dan Turèll også er«.

Dan Turèll holdt af hverdagen, fordi han havde prøvet at leve på den anden side af den. Der, hvor livet er farligt. Men nu bruger alle mulige bedsteborgerlige onkler, bibliotekarer, bogholdere og erhvervsledere det som en kliché om, at det er spændende at være kedelig. »Åh, det er så spændende at gå en tur til købmanden, bare man er åben for indtryk«, »åh, det er så spændende at betale skat og lave regnskab«.

 

»Det er jeg ikke enig i. Vi forsøger at fortælle, at Dan Turèll ikke bare er noget med at holde af hverdagen. Vi forsøger at fortælle skolebørnene, at Dan ikke bare er ’Vangede billeder’, Dan er også ‘Karma Cowboy’. Har du læst den nogensinde?«.

Dumt spørgsmål. Hvor meget tror I så, I får solgt af jeres badges, bøger, krus, T-shirts, plakater, tevarmere og popcorn på lørdag?


»Så mange, at arrangementet løber rundt. For vi håber, at så mange som muligt får en stor oplevelse ved at komme til Vangede til den store festivitas. Også fredag aften, ikke mindst, hvor de mest kendte danske digtere vil fortælle og læse op til ære for Dan«.


Hvor mange gange har du talt med Dan Turèll?
 

»Jeg har aldrig mødt ham. Jeg kom ind fra sidelinjen og …«.

Hvorfor kalder du ham så Dan? Du kender ham jo ikke, mand!


»Fordi jeg kender Dans mor, jeg kender Dans søster, jeg kender Dans bror, jeg kender Peder Bundgaard, som omtaler ham som Dan, jeg kender Chili Turèll, som omtaler ham som Dan. Derfor er det helt naturligt for mig at sige Dan«.

Så har I så lavet en skulptur, der består af alfabetet. Er hysteriet omkring Dan Turèll nu blevet så stort, at han har fået patent på alfabetet? Det er der nu ret mange, der har brugt både før og efter: ‘Mein Kampf’ og ‘Barbie Girl’ er sgu også skrevet ved hjælp af alfabetet, du!

»Ja, men Dan er et fint eksempel på, hvad der sker, når alfabetet kommer i de rigtige hænder«.

Helt ærligt, nu er det 18 år siden, Dan Turèll døde. Hvad med at hædre og dyrke en, der lever, så kunne han også få lidt gavn af det. I gider ikke læse nye bøger, er det ikke det, der er i vejen med jer?


»Dan Turèll-samlingen er i mine øjne også et sted, hvor vi prøver at promovere nye digtere, der peger fremad, ligesom Dan Turèll gjorde i sin tid: Morten Søkilde, Claus Høxbroe, unge digtere, der med et helt andet udtryk i dag viser fremad, nye måder at digte på, nye måder at digte på. »Alfabetet er mit bedste legetøj. Jeg vil lege med, indtil det bliver for mørkt««.


Og hvornår bliver det mørkt i Vangede på lørdag?


»Det bliver det først, når det hele slutter på Diligencen, hvor vi alle sammen mødes og får os nogle bajere og mindes en flot weekend, hvor alle har fået nogle store oplevelser i Vangede«.


Og alle butikkerne på Vangede Bygade har også åbent, indtil det bliver for mørkt til, at man kan se dem?


»Ja, for de vil promovere Vangede som Dans by«.

Kenn Andre Stillings ‘Alfabet’-skulptur indvies lørdag 15. oktober på Dan Turèlls Plads i Vangede.