Barndomsvennen Allan Mathiesens historier om Dan 1955- 60

2.mellem 1959-60 Allan Mathiesen
Dan Turèll Samlingen fik d.27.marts 2012 lejlighed til at interviewe Dan Turèlls barndomskammerat Allan Mathiesen

Allan Mathiesen, Torgny Madsen og Dan Turèll tilbragte megen tid sammen som børn. Dan flyttede til Mosegårdsvej i 1955 og startede i 3.klasse på Bakkegårdsskolen midt i skoleåret.

Torgny (Torben) og hans bror Ejlif (Ejvind)er beskrevet i Vangede Billeder.

SE TORGNYS BERETNING FRA BARNDOMMEN HER 

Allans far spillede fodbold i 1940’erne i B 1903 og havde 11 kampe på fodboldlandsholdet. Han blev fra 1947 professionel fodboldspiller i Spanien og Frankrig. 
Han og familien flyttede tilbage til Vangede midt i 1950’erne efter seks år i fodboldklubberne Stade Francais, Atlético Madrid, Racing de Santander og Le Havre AC.
De flyttede ind i et hus ved Nybrovej nord for motorvejen og Gammelmosen.

Allan Mathiesen medbragte ved interviewet med Dan Turèll Samlingen tre skolefotos fra Bakkegårdsskolen fra 1. , 2. og 4. mellem
På dette klassebillede fra 1.mellem, 1957-58 er Allan nr. 2 fra venstre på bageste række. Dan og Torgny er ikke med på billedet. De gik på dette tidspunkt i klassen under, og gik først i 1.xb 1958-59. Læreren hedder hr. Rosendahl

Allan Mathiesen beretter:

Radiosenderen


I Vangede Billeder beskriver Dan legekammeraterne  Torgny og dennes brors evner inden for det tekniske.
Sammen med Allan byggede de radiosendere til alle formål. Transistoren var lige kommet frem, og de placerede en radiosender i eksamenslokalet på Bakkegårdsskolen med en modtager på toilettet i skolegården. Så kunne man følge med i eksaminationerne og i hvad lærer og censor sagde til hinanden efter eleven var gået.
Allan konstruerede også piratsendere med hvis hjælp Torgny, Allan og et par andre børn sendte musik til hinanden efter skoletid. Radioamatørudstyret var placeret i et stort rum på loftet hos Allans forældre. Piratsenderne forstyrrede tv-signalerne, og Post- og Telegrafvæsenet var ikke begejstrede. På et tidspunkt kom politiet hjem til Allan og konfiskerede det tekniske udstyr.
Ingen troede på, at drengene selv kunne fremstille senderne, man troede, at nogle voksne måtte være meddeltagende. Men som Allan siger: ”Den sorte skole skabte kreative børn. Vi blev nødt til virkelig at bruge hovedet….”
Allan ville dengang ikke røbe de medsammensvorne, hvorefter politiet mødte op på Bakkegårdsskolen, for at finde ud af hvem de andre var. Skoleinspektøren var ikke glad for dette besøg; det var lidt for meget med en dreng fra mellemskolen, der fik politiet til at endevende skolen.
Allan fortsatte med at lave diverse sendere.  Han stod bl.a. for den piratdekoder, som Corsaren tilbød som byg-selv-dekoder til Kanal2.

Skolesirenen

 

Så skete der det, at Allan fandt en lille foldekniv i skolegården. Den skulle selvfølgelig afprøves på nogle ledninger. Ved et ”uheld” fik Allan skåret ledningen over til Civilforsvaret luftsirene. Sirenen hylede dengang hver lørdag kl. 12.
Men denne lørdag var sirenen tavs.
Mandag morgen ved morgensang spørger skoleinspektøren, om nogen ved noget om denne ugerning, og en eller anden måtte have set det og sladrede.
Så p.g.a. senderen, politiet og sirenen blev Allan smidt ud af skolen. I karakterbogen stod, at han var ”overgået til hjemmet”. Allan fik sin mellemskoleeksamen på Villabyernes Eksamenskursus.
Allan var ikke den eneste, der blev smidt ud af skolen – man skulle ikke lave alt for mange narrestreger.  En elev fra parallelklassen, der også var med til at lave radiosendere, blev også smidt ud.
 
 
Dan Turèll  Klassefoto 1959 -60  2.mellem
Klassebillede 2.mellem, 1959-60
Klassebillede 4.mellem 1961-62

Allan Mathiesen er nr. 7 fra venstre på øverste række.
Yderst tv på øverste række står Torgny Møller, nr. 3 er Lars Windfeld (præstens søn) og nr. 6 er Dan Turèll. Læreren er hr. Quist

Her er Allan Mathiesen ikke med, da han på dette tidspunkt er smidt ud af skolen.
Dan Turèll står som nr.3 fra venstre på øverste række, Torgny Madsen som nr.4. Lars Windfeld står lige foran Dan 

Trainhoppere


Torgny og Allan prøvede flere gange i mellemskoletiden den farlige drengestreg at stige på toget, her Slangerupbanen, holde sig fast i bufferne og se, hvor længe man turde køre med. Et par kammerater havnede helt i Ringsted. Allan sprang selv af ved Dyssegårdsvej.

Torgnys mors skrivemaskine


Torgnys mor har fortalt Allan, at der var så megen uro – med de mange børn –  hjemme i Dans familie på Mosegårdsvej. Allan: Der lugtede af sure sokker – Dans sokker kunne altid stå selv.
Så Dan holdt til hos Torgny i Nymosehuse37. Torgnys mor var sekretær og havde derfor en skrivemaskine hjemme. Dén lånte Dan, så man kan sige, at det var der, Dan startede sin forfatterkarriere.

Dan på Bakkegårdsskolen

 
Dan var meget aparte på den måde, at han tidligt begyndte at skrive – og han havde sine egne ideer om al ting. Så der var tit konflikter med lærerne, og Dan blev tit smidt uden for døren.
Bakkegården var den sorte skole. Der var spanskrør, eleverne endte ofte uden for døren. Lærerne gik med jakke og slips. Allan var vant til disciplin fra sin tidligere skoletid i Frankrig, så disciplin var ikke nyt for ham.
 

Slåskampe

 
Der var (omkring 1959-60) tit slåskampe mellem dem fra Vangede og dem, der boede på Nybrovej. På Nybrovej lå nogle barakker, nu ligger der fine virksomheder. Slåskampene foregik tit på markerne, hvor nu Mesterlodden ligger, og på lossepladsen, hvor nu NOVO ligger. Der var kæmpe kampslag med kæppe, og blodet flød. ”Alle” var med i disse kampe, sikkert også Dan. Kampene var altid om foråret. På markerne ved ”tosseanstalten” stod al det tørre græs – det blev der sat ild til. Så lå børnene bag grusbunkerne og så på, når brandvæsenet kom og slukkede.