Barndomsvennen Torgny Madsens historier om Dan

Dan Turèll Samlingen havde den glæde, at interviewe Torgny d.15.april 2013. 

Torgny Madsen er én af Dan Turèlls kammerater fra drenge-  og ungdomstiden.
Torgny boede fra han blev født og  indtil 1958-59 i en villa på Nørrebakken 26 i Vangede.
Han mødte Dan, da Dan i 1955 startede i 3. klasse på Bakkegårdsskolen. Dan havde været på Grønland i fem måneder og havde tidligere gået på Dyssegårdsskolen.
I forbindelse med Torgnys forældres skilsmisse i 1958 boede Torgny et års tid i et rækkehus på Bagerstræde i Fredensborg.
I 1960 flyttede Torgnys mor sammen med børnene tilbage til Vangede, hvor de flyttede ind i Nymosehuse 37.  Dan boede i den samme type rækkehuse, men på Mosegårdsvej 43A.
Torgny og Dan gik i samme klasse indtil 4. Mellem, hvor Dan blev smidt ud. Men de beholdt venskabet, lige til Torgny flyttede fra Nymosehusene i 1971.
Torgny er i Vangede Billeder beskrevet som Torben, og lillebror Ejlif som Ejvind.
2.mellem 59-60 Torgny Madsen
Dan Turèll om brødrene Torgny og Ejlif Madsen i Vangede Billeder
1955 Bakkegårdsskolen. Torgny er på øverste række nr. 3 fra venstre. Dan er på midterste række nr. 2 fra venstre

1955-58:  3.-5. klasse

Torgny havde kontakt med Dan allerede fra 3. klasse, hvor de spillede fodbold næsten hver eftermiddag på et areal på den østlige side af Lyngbyvej ved Gentofte Sø. Lektierne gjorde de ikke så meget ud af.
Ifølge Torgny blev Dan set som en speciel type: Dan var ikke så høj, da de mødtes i 3.klasse. Han gik altid i gummistøvler  og lidt slidt tøj, og han var altid godt snottet. Det gjorde, at  Dan af de andre børn blev set lidt som en outsider – eller som klassens anderledes dreng. Dan skød kraftigt i vejret i årene inden 5. klasse, og var nu én af de højeste.
Dans far havde sammen med familien været på Grønland, hvor han havde arbejdet som elektriker.
Faren var efter hjemkomsten fra Grønland ofte arbejdsløs og sad derfor tit derhjemme og lavede fagligt arbejde eller læste. Dan var nok den af børnene, der bogligt lignede faren mest.
Dans brødre var,  som Torgny husker dem ”sådan lidt overaktive” og altid med på at lave gale streger. Modsat Dan, der ikke deltog så meget i balladen, men som SKREV om den. Dan var observatøren.
Når der var slåskampe på Lossepladsen var alle med, sikkert også Dan. Men han stod garanteret bagest i flokken. Han var så let at vælte. At stå forrest i kampene var ikke noget for Dan.

Torgny og de andre børn gik så i gang med at banke dem oppe fra Ellebækvej og Fuglegårdsvænget – ved Vangede Station. De kom i flok på 8-10 stykker op ad Vangedevej, over markerne til fritidshjemmet for enden af Nørrebakken.

Det gik for sig, som Dan skriver i Vangede Billeder: ”Så greb man kæppe og slangebøsser og var klar til krig. Og så hujede man op og ned ad gaden og jagede hinanden hjem til hinandens territorium – og man svirpede løs med kæppene og sloges også lidt nu og da, men løb stort set bare frem og tilbage på tredive-fyrre meter, og skræmte hinanden hjem på skift.”
Der var ifølge Torgny ikke nogen, der kom rigtig til skade.

Når der var slåskamp på Lossepladsen var det Stolpehøj-rødderne, og  dem der boede i de røde husvildebarakker på Nybrovej, der var fjenden.

Det var børnerige familier, der var flyttet ind i Nymosehusene. Alle børnene i Nymosehusene kendte hinanden. De var ligesom en flok, en bande. Bl.a. Brødrene Bagger og Ib Tardini var med.  Ib Tardini, som gik i Torgnys lillebrors klasse på Bakkegårdsskolen, var meget kreativ og gav inspiration til nogle sjove lege.
Kort over Vangede - Fra Vangede Billeder
Frank, Dan, Sem, Anne og Ken Turèll ved barndomshjemmet, Mosegårdsvej 43 A, Vangede. Ca. 1957. Udlånt af Inge Turèll
Man var tit oppe at slås – og der blev spillet fodbold i Nymosen. Det var bare med at komme hjem fra skole, smide tasken og ud for at spille fodbold. På pladsen foran hegnet ved GVI, eller – efter at være  kravlet over hegnet – på de opkridtede baner. Det var Lars Bach Jepsen, Alex Klausen, Torgny og Dan.

Dan ville også gerne spille fodbold. Han gjorde alt, hvad han kunne for at være med i fællesskabet. Det fællesskab, han fra skolen også havde svært ved at komme ind i, fordi han var den lidt tunge fyr, der spillede fodbold i gummistøvler og med snotnæse.

Torgny mener, at meget af Dans psyke blev formet ved, at han blev forsøgt holdt ude i barndommen. Men han ville være med – han ville vise sig. Det kom helt fra den tid.
Og Dan kom til at spille fodbold, men han altid den sidste, der blev valgt, når de to holdledere skulle vælge hold.
Dan har fortalt, hvordan han som 10-årig besvimede til morgensang på Bakkegårdsskolen: Da jeg hørte første vers  ‘Lysts engel går med glans’ besvimede jeg for første gang i mit liv. Jeg faldt sammen og blev båret ind i klasseværelset, hvor jeg vågnede nogle minutter senere stadig mumlende, sagde de, om lysets engel. ’”

 

Torgny husker, at der var mange af eleverne, der besvimede til morgensang. Efter først at have stået på rad og række i skolegården, så  var der opstilling i aulaen. De største i midten og de små klasser ude i siden. Når endelig alle elever var kommet ind, skulle skoleinspektøren komme med sine kloge ord, og derefter skulle der synges morgensang. Børnene havde da stået på hælene i lang tid, og næsten hver anden dag var der én,  der dejsede om, blev hevet op og bragt ud i luften. Og Dan har jo så været én af dem.
Dan yndede også at gøre højlydt nar af de sange, han ikke kunne lide. Og blev ofte observeret af lærerne, de sad på stole langs aulaen side.
1957 Bakkegårdsskolen. Torgny er nr. 4 fra venstre på øverste række. Dan er nr. 5 på midterrækken

1958-62:  Mellemskole-tiden

 

Torgnys mor flyttede i 1960 sammen med tre børn tilbage til Vangede efter opholdet i Fredenborg. De flyttede ind i Nymosehuse 37, Dan boede i samme type rækkehuse på Mosegardsvej.

Torgnys mor var nu enlig mor med tre børn som skulle forsørges, så der var ikke meget at rutte med. Torgnys mor boede på adressen, indtil hun døde som 94-årig. Omtrent på samme tidspunkt som Dans mor døde – 2009.

I Dans hjem var de mange børn. Der var – som Torgny husker – noget slidt, rodet og uroligt. Dan havde sit eget værelse på 1.sal, hvor han sad med skrivemaskinen. Dan var den ældste, og forældrene mente nok, at Dan skulle have sit eget værelse, fordi han havde behov for at være alene for at dyrke sine skriveinteresser. De andre børn måtte bo flere sammen.

På Mosegardsvej 43A var døren som regel aldrig låst. Man trådte lige ind i køkkenet, hvor man hilste på Dans far, der som regel sad og læste. Så gik man op ad den slidte trappe til 1.sal og Dans værelse, hvor der blev snakket og hørt jazzplader. Torgny mener ikke, at han på noget tidspunkt har været inde i husets stue.
Da der var så uroligt i Dans hjem, holdt Dan  i mellemskoleårene meget til ovre hos Torgny. Det var nok i II mellem, at Dan begyndte at skrive. Torgnys mor var kontoransat hos arkitekterne Eva og Nils Koppel på Strandvejen, og hun havde en rejseskrivemaskine, som Torgny tog med op på sit værelse. Og dén kunne Dan bruge!

En gang havde Dan fået skrivemaskinen med sig hjem til Mosegårdsvej. Der blev maskinen så i 1½ års tid, indtil Torgny fik  den hjem til sin mor igen. Dan havde imidlertid skrevet så meget på skrivemaskinen, at den var fuldstændig ubrugelig.

Dan brugte nætterne til at skrive. Han var meget ihærdig med at opsøge forskellige udgivere, men stort set uden resultat. Han blev ved og blev ved. Først i slutningen af 1960’erne fik Dan udgivet de første skrifter, og han blev først rigtig anerkendt, efter han i starten af 1970’erne fandt på det med de sorte negle.
Torgnys mors rejseskrivemaskine, som nu kan ses i Dan Turèll Samlingen
Torgny bekender, at Dan faktisk skrev mange af Torgnys stile, både i mellemskolen og på Teknikum.
D.v.s. Torgny briefede Dan til, hvad han skulle skrive, hvorefter Dan renskrev og redigerede Torgnys oplæg. Nogle af stilene er skrevet på Torgnys mors rejseskrivemaskine, andre har Torgny skrevet af i hånden.  Mens Dan så gik hjem til Mosegårdsvej og skrev Torgnys stile, så spillede Torgny fodbold.
 
Men Torgny hjalp også Dan, når der var noget, Dan ikke kunne finde ud af, f.eks. når det var noget med teknik. Som der står i Vangede Billeder var Torgny og hans bror Vangedes førende teknikere og videnskabsmænd. ”Det var dem, man gik til når ens gamle grammofon var i stykker”. Og det benyttede Dan sig af.

Torgny synes selv, at han har haft en god skoletid. Selv om det var normalt, at man fik nogen på kassen. I det års tid, Torgny gik i skole i Fredensborg, havde han ikke haft engelsk. Så da Torgny vendte tilbage til Bakkegårdsskolen,  havde de andre i klassen haft engelsk et år – og Torgny forstod ikke en pind. Han blev så kaldt til katederet hos fru Rosenholm og fik en af hendes berygtede lussinger. Senere, da Torgny havde ”oppet sig” og indhentet de andre i engelskkundskaber, blev han hendes yndlingselev. Sådan var den sorte skole jo.

Der var stor forskel på hvordan lærerne behandlede én. Den enkelte lærer havde sine favoritter og dem der blev prygelknabe. Der var ikke nogen pædagogik, og mange af lærerne havde ”noget i knolden, der ikke virkede”.

Når lærerne i klassen ikke kunne magte at styre klassen, kunne man risikere at  blive sendt til ned inspektøren for at få med spanskrøret. ”Stil dig ved flyglet” hed det, og så stod man uden for inspektørens kontor i en tyve minutters tid, før inspektøren – en ældre rund mand – hev én ind på kontoret: ”Og hvad har du så lavet?”. Og så fik man nogle ordentlige slag med spanskrøret. Så var dét klaret.
Det var over for kammeraterne ”stærkere” at tage én på kassen, end at tage en eftersidning. Man havde heller ikke tid til at sidde efter, man skulle jo ud at spille fodbold med de andre!

De unge i Vangede var ifølge Torgny ikke anderledes end alle andre børn. De gjorde bare alle de ting, som unge mennesker gjorde på den tid, som f.eks at hægte sig fast på togvognene. Slangerupbanen udgik fra Nørrebro, og gik gennem Vangede. Ved baneskråningen ved stationen hægtede de unge mellemskolebørn sig fast – også Dan, fordi han jo ville være med de andre unge.

Torgny og broren Ejlif  havde et hjemmebrænderi i kælderlokalet, hvor de boede i Nymosehuse. Der fremstillede de opfindsomme brødre i starten af 1960’erne gin fra bunden af – med sukker og gær og en luftslange ud gennem vinduet. Når moren åbnede det tophængte vindue oven overkælderen, kom der en stank af gær. De unge måtte jo ikke fremstille sprit, men hun råbte bare: ”Nu brænder i vel ikke igen”. Hun kom ikke ned og bremsede dem.

Torgny erkender, at han og broren var yderst kreative, og at de har lavet mange ikke altid lige lovlige ting, som kunne have resulteret i et ophold på en opdragelsesinstitution.

Spritten var ikke kun til eget forbrug. Om lørdagen kom vennerne forbi Nymosehuse 37, hvor brødrene stod parat med op til 20 små flasker gin, som blev solgt som ”TEM’s OLD SPECIAL GIN”. (TEM stod for Torgny og Eilif Madsen).

Brødrene smagte selvfølgelig selv på sprutten. Når de havde kortaftener, blev der drukket forskellige typer sprit. Gin var dog det, der egnede sig bedst at fremstille, da der skulle en kraftig smag til for, at fuselen ikke smagte for kraftigt igennem.
Der blev drukket tæt, når man samledes fire mand og spillet kort. Dan var altid med – og aftog også flasker til hjemmebrug.

Dan eksperimenterede meget med druk og rygeting i denne alder. Han ville godt væk fra virkeligheden. 
1959-60 Bakkegårdsskolen. Torgny står yderst tv på bageste række. Dan er nr. 6 og Allan Mathiesen nr. 7
1961-62 Bakkegårdsskolen. Torgny er nr. 4 fra venstre på bageste række. Dan er nr. 3 . Allan Mathiesen er ikke med, da han er smidt ud af skolen
Torgny var efter han kom tilbage til Vangede i 1960 meget sammen med kammeraten Allan Mathiesen. De var begge to meget teknisk interesseret.Det var Allan, der indførte Torgny i radioteknik. Sammen med Allan byggede de radiosendere til alle formål.

Allan konstruerede piratsendere med hvis hjælp Torgny, Allan og et par andre børn sendte musik til hinanden efter skoletid. Piratsenderne forstyrrede tv-signalerne, og Post- og Telegrafvæsenet var ikke begejstrede. På et tidspunkt kom politiet hjem til Allan og konfiskerede det tekniske udstyr, inklusiv dén forstærker fra Torgnys mors nye B&O Radio, som Torgny bidrog med. Torgny blev IKKE populær hos moren!
Allan stod også for aktionen med at klippe ledningen over til Civilforsvarets luftsirene. Så p.g.a. senderen, politiet og sirenen blev Allan smidt ud af skolen.

Allan var ikke den eneste, der blev smidt ud af skolen – man skulle ikke lave alt for mange narrestreger.  En elev fra parallelklassen, der også var med til at lave radiosendere, blev også smidt ud. Og det gjorde et par andre, der bare var frække, også.
Torgny mener, at han faktisk også burde være smidt ud, men han klarede frisag, da han ikke var den mest rapkæftede.

Da Torgny gik i 4.mellem, var Allan således blevet smidt ud af skolen. Men Allan instruerede Torgny i at fremstille en radiosender, som blev placeret i eksamenslokalet på Bakkegårdsskolen med en modtager på toilettet i skolegården. Så kunne man følge med i eksaminationerne og i hvad lærer og censor sagde til hinanden efter eleven var gået. Torgnys medvirken blev ikke opdaget.
 

LÆS ALLAN MATHIESENS ERINDRINGER OM DRENGELIVET I VANGEDE 

Dan var i skolen helt fantastisk til det sproglige, hvor han ofte gav lærerne baghjul. Han brugte al sin energi på at skrive. Han legede jo med bogstaverne. Det med tal og regning, kunne han  ikke – eller gad ikke – tage sig af.

Det var ikke fordi, Dan ikke kunne følge med, at han blev smidt ud efter 4.mellem. Dan havde mange forsømmelser og var fræk over for lærerne. Dan var ikke den, der lavede fysisk ballade, men Dan yndede at genere lærerne på anden måde.

Religionslæreren frk. Thychosen med øgenavnet Tykkesen – hun var meget fed – svarede Dan igen, og Dan parodierede og gjorde tykt nar af hende, når hun sang i klassen. Dansklærerinden Fru Bjergfeldt skulle heller ikke træde for meget ved siden af, så var Dan der med frække bemærkninger. Fru Bjergfeldt blev også udsat for det klassiske nummer med tegnstiften på lærerens stol under katederet.. Hun trak stolen ud, kiggede på sædet – og så gik hun ud af døren, op til inspektøren. Der blev forhør i klassen, men ingen meldte sig. De fandt vist alligevel ud af, at den skyldige var Lars Bach Jepsen.

Lars Bach Jepsen var også en af Torgnys venner, en skæg fyr, der altid var med på den værste. Han var meget kreativ og var i hvert fald med til at anbringe tegnstiften. Torgny – og måske Dan – var også med.  Torgny var dog uden for mistanke, da han fremstod som den stille flinke fyr.

IVxb, som Dan og Torgny gik i, var altså en meget  urolig klasse. En klasse, hvor eleverne havde generet lærerne kraftigt. Der blev nok talt meget om klassen på lærerværelset, og det endte også med, at bl.a. Dan måtte forlade skolen efter IVmellem. Så det var en lille realklasse, der fortsatte efter IVxb.

1962-71: Efter folkeskolen

Torgny afsluttede folkeskoletiden med at få realeksamen  i 1963. Derefter gik han på Teknikum.

Torgny bekender, at Dan faktisk skrev mange af Torgnys stile, både i mellemskolen og på Teknikum. D.v.s. Torgny briefede Dan til, hvad han skulle skrive, hvorefter Dan renskrev og redigerede Torgnys oplæg. Nogle af dem er skrevet på Torgnys mors rejseskrivemaskine, andre har Torgny skrevet af i hånden. Torgny er stadig i besiddelse af nogle stile afleveret til dansklæreren på Teknikum. Ud over et udviklet sprog er der ikke noget bestemt Dan Turèll’sk over stilene.
Det var den legendariske Kaj Bom, der skulle banke lidt boglig kultur ind elevernes ingeniørhjerner. Kaj Bom havde udgivet en slangordbog og var kendt som ”slangmagisteren”. Kaj Bom stillede tit til undervisningen med den halve Porter, som han ikke havde nået at drikke til frokost i den ene hånd og en stak løse papirer i den anden. Han var lidt af en original, men kanondygtig. Han burde – ifølge Torgny – nok have stilet højere, end at undervise en samling håndværker-spirer.
 
Torgny  var ligesom Dan meget interesseret i jazzmusik. Torgny havde en masse jazzplader, dem ”lånte” Dan. Torgny fortæller: ”En dag jeg var på besøg hos Dan, sagde jeg til ham: Jamen det er da mine plader – og så fik jeg dem hjem igen, nu forsynet med Dan Turèlls navn på coveret. Dan var rigtig god til at ”låne” fra andre.”

Torgny og Dan tog ofte til København for at høre jazz: På Vingården på Nikolaj Plads og på Montmartre, der i 1960’erne tiltrak mange af jazzens største navne fra udlandet. De gode gamle amerikanske musikere optrådte til langt ud på natten.
 
Dans far var socialdemokrat og fagforeningsmand. Men farens politiske holdninger var ikke noget, der bed på Dan; Dan kunne ikke indoktrineres. Dan var ikke socialist, og han lavede ofte grin med slogans, f.eks.: ”Rød front – Grøn Cecil”

Dan var i en tid sammen med nogle unge poetspirer. Bl.a. Jørgen Krag, der var formand for Atombevægelsen i Vangede. De var meget venstreorienterede. Det var Dan ikke, men han var med alligevel. Dan skulle være med i et eller andet netværk. Torgny var også med i gruppen i starten, men stoppede hurtigt, da han syntes, selskabet blev for vildt: ”Al for megen fest, sprut og bajere – og de begyndte også med stoffer – i starten vist nok fuglefrø! Og Dan røg meget”.

På dette tidspunkt, hvor Torgny også fik en læreplads, voksede Dan og Torgny lidt fra hinanden. Torgny og broren Ejlif blev murersvende. Torgny blev senere ingeniør og Ejlif blev arkitekt.
 
En 18-årig Dan Turèll til møde om dannelse af Gentofteafdeling af Socialistisk Ungdoms Forum i 1964
Dan var desperat med to ting: At rende Gentofte Ejendomsselskab på dørene for at få en bedre bolig – og at rende forlagene på dørene med sine nye tekster – tekster skrevet på den gamle rejseskrivemaskine.

Så Torgny måtte erkende, at Dan nok skulle blive til noget. Dan ville blive til noget. Dan var blevet moppet i sin barndom. Dan var så forskellig fra de andre børn, at han tit blev hægtet af. Dans psyke blev formet ved, at han blev forsøgt holdt ude. Men han ville være med. Han ville vise, at han var en del af flokken. Dans barndom var medvirkende til at udvikle Dan til den ærgerrige unge mand – der ville frem. Ville have sine ting udgivet.
Torgny og hans bror fik altid et eksemplar hver af de udgivelser, Dan producerede. De var primitive, små og tynde. På det tidspunkt troede de ikke, at Dan skulle blive en stor forfatter. En mand, der skrev så specielt, en slags knækket prosa, som Torgny ikke forstod noget af : ”Der var ikke to sammensatte ord, man kunne forstå”.

Så lige pludselig kendte Dan en pige: Kirsten. Han var den første af kammeraterne, der var sammen med en pige.
Dan flyttede i 1965 til en palævilla på Bagsværdvej. Her boede han sammen med Kirsten Brand, som han blev gift med – oppe på kvisten. Dan fik nye venner: Jørgen Krag og Peter Laugesen.

 Torgny tog ofte cyklen og besøgte Dan. På dette tidspunkt vidste Dan, at han ikke skulle have noget ”normalt” job. Men han skulle jo tjene penge for at kunne skrive, så han søgte forskellige jobs hele tiden.

Senere flyttede Dan og Kirsten til Alhambravej. Torgny læste i Billedbladet, at nu var de gået fra hinanden. Senere kom Inge Margrethe Svendsen (Chili) til.

Torgny flyttede fra Nymosehusene i 1971. Og så var bekendtskabet med Dan forbi. Han mødte dog Dan tilfældigt et par gange i byen derefter.

Sidste gang ved Grøften i Tivoli i sommeren 1993, hvor de lige fik øjenkontakt. Torgny blev chokeret over, hvor tynd og syg, Dan så ud. De fik lige trykket hænder – Torgny behøvede ikke spørge Dan om, hvordan han havde det. Det kunne tydeligt ses. Det var sidste gang, Torgny så Dan. Dan døde 15.oktober samme år.