Den første Dan Turèll Pris 1995: Ole Bornedal

 

 

 

 

Det var en glad Ole Bornedal, filminstruktør og forfatter, der d.19. marts 1995  – på Dan Turèlls 49 års fødselsdag -som den første modtog  Dan Turèll Prisen  på 6.000 skattefri kr. samt et Humphrey Bogart-slips af Dan Turèlls egne.

Ole Bornedal fik – efter at have lavet en række satiriske programmer og montager for DR – i 1994 sit store gennembrud som filminstruktør med thrilleren ”Nattevagten”.

Begivenheden fandt sted på Dan Turèlls stamværtshus Frederik VI på Frederiksberg.

Chili Turèll og en glad prismodtager - med Onkel Dannys slips
Styregruppen bag prisen begrundede det bl.a. med, at Ole Bornedal med ”Nattevagten” ville gøre 1990’erne til filmgyserens årti – helt i tråd med at Dan Turèll satte spot på den danske kriminalroman i 1980’erne.
 

Dan Turèll Samlingen har spurgt OIe Bornedal om, hvordan han i dag husker tilbage på begivenheden:

”Det var en meget stor ære at modtage prisen i 1995 – og så som den første.
Med prisen fulgte ét af Dans slips! Jeg har det stadigvæk! Det er ret usmageligt – poppet – banalt – naturligvis – så måske klær det mig? – Selvom jeg har svært ved at tage det på.
Men Turèll’sk er det helt sikkert. Det har et motiv: Humphrey Bogart, der ser cool ud med hat og smøg i kæften, vistnok fra Marlowe eller Malteserfalken?
Jeg følte nok jeg lå – og stadig ligger lidt i Dans ånd. Så også derfor, er det en af de priser, som gør mig meget stolt. Det farverige, kunstneriske. Det underholdende. Det intense. Også det hurtige – det ikke særligt lavmælte. Det føler jeg på mange måder er mig – og også Dan.
Og så udtalte vi hans navn nogle hundrede tusinder gange, da jeg var ung. For vi – alle os rigtigt smarte – vi mødtes altid på Café Dan Turèll inde i St. Regnegade. Helst hver aften. Så han sad i sjælen – både på druk og i digte.”