Dan Turèll Medaljen 2024: Signe Gjessing

Dan Turèll Medaljen 2024 blev tildelt en helt egenartet stemme i dansk litteratur:
Digteren Signe Gjessing (f. 1992)

Dan Turèll Selskabets motivering:

Fra de første sider i debutbogen Ud i det u-løse (2014) og frem gennem foreløbig seks omfangsmæssigt beskedne, men sprogligt fortættede og tematisk rent ud hjerneknipsende bind har digteren Signe Gjessing slået en tone an, som ikke findes tilsvarende i dansk litteratur.

Det tredje digt i debutbogen lyder: “vi læsser stunder af på tidens knæ / morgenstunder og stjernestunder / vi ikke længere kan bære på / vores skuldre / fordi vi har tabt os”. Og allerede her får man færten af et tekstligt univers ud over det sædvanlige. Et univers, hvor forfatteren – med et lån fra et andet digt i samme bog – bevæger sig ganske ubesværet fra “handskerummet ud i himmelrummet”. Altså fra det genkendeligt hverdagsagtige til det kosmiske eller overjordiske. Eller fra det konkret sansede og erfarede til det sfæriske og galaktiske – gående med sikre skridt ud ad stjernebestrøede sproglige stier, hvor den desorienterende fornemmelse af anderledeshed end ikke lader sig indfange med et begreb som “drømmeagtigt”, men snarere synes at hente sit stof i en anden dimension.

I Signe Gjessings skrift kan alt ved et første øjekast forekomme enkelt og ligetil. Det sproglige inventarium er egentlig ikke poesien fremmed. Det myldrer med regn og måneskin og stjerner og himle, ligesom havet også skvulper rundt både her og der. Men teksternes tekstur og indre logik er ved nærmere eftersyn ganske fremmedartede, som om stoffet er vredet fra hinanden og sat sammen på nye måder, der nok virker

velkendte, men ikke er det. En nøgtern og alligevel sanseberuset tale fra en parallelverden, som med sine omkalfatrede billeder kan få den læsende til at vakle i troen på, at tingene virkelig er, hvad de giver sig ud for at være.

Var der så bare tale om et enkelt bind, kunne man måske have henregnet Signe Gjessings forfatterskab under kategorien ungdommelig svimmelhed. Men igennem ti års virke har digteren mere end bevist, at debuten ikke var en raptus. Med en bemærkelsesværdig stilistisk sikkerhed og et i sandhed originalt sprogøre har hun sætning for sætning fremskrevet et litterært landskab, hvor hun ikke taler om naturen, men inde fra den, og ikke fabulerer om verdensaltet, men færdes hjemmevant på egne, der for de fleste af os andre er ukendte eller uden for artikulationens rækkevidde, men som i digterens (h)ånd er så naturlige som at trække vejret.

Det er kort sagt, som om alle vante grænser er borte i Signe Gjessings bøger. Der kan optræde kendte størrelser som et “jeg” og et “du”. Men

det er aldrig til at vide, om dette “jeg” eller “du” refererer til menneskelige individer, eller om der måske snarere er tale om planeter,

stjerner, virkeligheder eller universer. Alt sammen størrelser, der træder

frem som handlende enheder eller “subjekter” i den skrift, som hele tiden skrider frem og tilbage mellem det menneskelige og den verden, mennesket eksisterer i. Som i denne karakteristiske sentens i bogen Ideale begivenheder fra 2017: “du sidder i dén stilling, solen ville have siddet i, hvis solen var faldet anderledes ud”.

Signe Gjessing skriver sådan, som solen ville have skrevet, hvis den havde haft en blyant. Og for sit unikke talent tildeles hun Dan Turèll Medaljen 2024.

Hendes seks bøger er: Ud i det u-løse (2014), Blaffende rum nænnende alt (2015), Ideale begivenheder (2017), Synet og vennen (2018), Tractatus Philosophico-Poeticus (2020) og Illuminationen af alt (2023).

Lars Movins tale til Signe Gjessing

Der er mere mellem himmel og jord end nogen andre steder. Alligevel synes alt dét, der findes mellem himmel og jord, ikke at være helt nok for Signe Gjessing, når hun skriver. I hendes bøger – hvoraf der indtil videre findes seks stykker, alle ganske genreubestemmelige, uanset om der nu står “digte” eller “fortælling” på omslaget – ja, i de bøger nøjes hun ikke med at skrive om alt mellem himmel og jord, hun søger tillige ud i egne, der samlet kunne kaldes “hinsides”. Ja, i debutbogen med den karakteristiske titel “Ud i det u-løse”, der udkom i 2014, skriver hun det ligefrem selv (med en sproglig nydannelse): “Hersides danser med hinsides.” Og sådan er det. Med sit transcenderende blik kigger digteren ind i materiens eller sindets substans, samtidig med at hun med sit på én gang foruroligende fremmedartede og skalpelskarpe sprog dissekerer virkeligheden med et greb, som ubesværet bevæger sig fra den omgivende verdens allermindste bestanddele til de allermest svimlende dimensioner – fra “handskerummet ud i himmelrummet”.

Genkommende ord eller temaer i Signe Gjessings skrift er “universet”, “verdensaltet”, “kosmos” – ikke som uhåndgribelige eller fremmedgørende abstraktioner, men som personliggjorte og absolut håndterbare enheder. Ja, det er nærmest, som om disse størrelser er digterens venner og fortrolige. “Stjernerne ryster på morgenen,” skriver hun i “Ud i det u-løse”. Og et andet sted i samme bog: “Mine skridt drøfter nye lyde med verdensplanet.” Der tales også om “planeternes stemmer”. Men det er ikke kun himmellegemerne, der har stemmer. Det har digteren naturligvis også. Men hvem er så digteren? “Jeg er et bryn, der daler ned gennem øjet,” står der et sted – og et andet: “Jeg er en konet komet på tærsklen til ozonlaget.” Og sådan skrider skriften hele tiden frem og tilbage mellem det nære og det fjerne, det velkendte og det fremmedartede, det sansede og det forestillede – alt sammen i et univers, hvor hængslerne synes at være gået af led. Det er et både fristende og farligt sted at bevæge sig ind. Som læser drives man fremad, mens man prøver at finde fodfæste. Teksternes fascinationskraft er ikke til at tage fejl af, men sikker grund får man aldrig under fødderne – og digteren konstaterer det selv: “Ethvert forsøg på tid og rum slår fejl.”

Det kan måske lyde flippet eller fluffy. Men det er det ikke. Tværtimod. Signe Gjessings bøger er kendetegnet ved en skrift, der er minimal og maksimal på samme tid. Det skrevne kan ikke reduceres, kondenseres, refereres. Sentenserne er fortættede og altid lige præcis lig med dét, der står, hverken mere eller mindre. Sprogbrugen er nok poetisk, men den er renset for metaforer, symboler, billeder af noget. Selvfølgelig fremkalder skriften billeder, men det er billeder af det, der står, ikke af noget andet. Og det er billeder, der ikke er set fra én bestemt synsvinkel, men – hvis man ellers kan forestille sig dét – fra alle vinkler på én gang. Som om det ikke er Signe Gjessing, der skriver, men sproget eller skriften selv. Som om, det er kosmos, der skriver.

Alligevel er det i en vis forstand selvfølgelig Signe Gjessing, der skriver. Det står der jo på bøgernes omslag. Men i stedet for eksempelvis at beskrive naturen, som anden poesi har for vane, er det, som om Signe Gjessing skriver inde fra naturens væsen. Måske skriver hun endda inde fra livets inderste princip, som om hun kender til hemmeligheder, som ingen af os andre har indsigt i. Eller hun skriver inde fra sprogets kerne – lader sproget skabe verden som i en alkymistisk proces snarere end at beskrive verden med sproget. Og set fra et helt fjerde eller femte sted skriver hun måske fra andre virkeligheder eller dimensioner, hvor hun færdes hjemmevant, som om hun var født i en fjern galakse.

Det er hun nu ikke. I hvert fald ikke, hvis man skal tro de små biografiske fragmenter, som man kan finde hist og her. Af disse fremgår det, at Signe Gjessing er født og opvokset forskellige steder i Vesthimmerland oppe ved Limfjorden. Og i et essay i en nyligt udgivet antologi om nordjysk litteratur – “Toppen af Danmark” hedder den – oplyser hun selv,

at landskaberne på den egn gav hende en følelse af “horisontal uendelighed”. I klart vejr kunne blikket “omfatte hele det åbne farvand og følge solen og månen til dørs. Den medbestemmelse i mødet med vandet og himmellegemerne har for mig udviklet en poetisk aktivisme: At røre naturen indefra.” Ja, der har vi det – at røre naturen indefra”. Det er jo dét, hun gør, når hun i sin anden bog – “Blaffende rum nænnende alt” fra 2015 – udviser noget, man næsten kunne kalde empati, for diverse naturfænomener – om ”havet”hedder det eksempelvis: “Havet taber sine bølger ned på stranden, for at høre hvor langt, der er ned.” Eller om horisonten (endnu et genkommende motiv): “Horisonten holder sig beskedent i baggrunden, den kan træde frem, hvis det bliver nødvendigt.”

Hvad er det dog for noget med det hav og den horisont, der pludselig ikke længere blot er kulisser for digterens skønmaleri, men fremstår som selvstændige handlende subjekter? Ja, hvis vi i et forsøg på at finde en vej ind i den egenartede skrift skulle læne os op ad noget, vi kender, kunne vi måske tænke på den franske digter Arthur Rimbaud og hans berusede båd. Vi kunne tænke på Dan Turèll og hans tre bind af “Space Cantos” eller andre af de kosmiske ekskursioner, der især prægede den ungdommelige del af værket. Vi kunne tænke på surrealisme eller psykotisk tale. Vi kunne tænke på drømmestof eller LSD-visioner. Vi kunne tænke på en synsk poesi, der gennemlyser alle verdens grænser og overflader. Eller vi kunne simpelthen tænke: Hold da op, hvor er sproget dog rigt, når det lægges i blød i de rette hjernevindinger.

Nu fik vi sagt Arthur Rimbaud – en fransk symbolistisk digter fra 1800-tallet – og det viser sig at være en tråd, der ikke er helt ved siden af. I det førnævnte essay fra antologien om nordjysk litteratur fortæller Signe Gjessing, at hendes familie på et tidspunkt i løbet af hendes barndom flyttede fra landsbyen Ranum til murænelandskabet Næsbydale på samme egn – og hun skriver:

“I nogle år gik jeg alene på skrænterne ved fjorden og lærte naturen at kende i sin glød, i sin krystalliserede sne, i sit lavendelfarvede himmelstof. / Så begyndte jeg på det, Rimbaud i ‘En årstid i Helvede’ kalder at vænne sig til den simple hallucination. Jeg fratog naturen dens praktiske værdi. I stedet for at se lys på fjorden så jeg diamanter, og i stedet for at se spurve på en telefonmast så jeg perler på en snor. Da naturen med sine spurve var blevet frataget sine egenskaber og kun fremstod som synlige billeder, begyndte jeg at udvikle egenskaben som noget særegent for det poetiske billede: Altså gik jeg fra den simple sammenligning baseret på ydre ligheder: Hvide stjerner – hvidt sukker – til at fokusere på billedets egenskaber: At lyse – at forsøde – to forskellige ting, og med den ydre lighed kan de udveksle forskelligartede egenskaber. På den måde opstod en intim forbindelse mellem det poetiske billede og naturen, idet jeg havde lånt dens egenskaber til digtet. Jeg opdagede, at der var veje at gå i det digteriske rum, og at jo længere jeg gik ud ad disse veje, des klarere og mere ufortolket fri fremstod naturen for mig.”

Nøgleordet her er egenskaber. At flytte opmærksomheden fra fænomenernes eller objekternes ydre træk til deres egenskaber. Og at låne samme egenskaber med ind i poesien. Det er måske dét, Signe Gjessing gør, når hun i “Blaffende rum nænnende alt” skriver, at “Verdensrummet arbejder med lys, når noget skal fikses.” Eller når hun åbner sin tredje bog – “Ideale begivenheder” fra 2017 – på følgende måde: “Wienervals: kjolekanten er et næb af univers, der fodrer sine unger under stjernerne, imens virkelighedsranker fødes og skriger, // virkeligheden hænger i ranker og klaser, verdensstrømninger plukker af dem, før de endnu er modne // universets unger skriger på udvidelse, vi valser hen over dem –” Eller nogle sider længere fremme i samme bog: “universet springer hen til det, det kigger på: sigtbarheden uden for universet er universets bevægelse: fra her til her.” Okay, sådan et univers, der kan springe hen til noget, kender vi vist ikke. Eller gør vi? Måske burde vi, for, som der står på en af de sidste sider, ligeledes i den bog, der hedder Ideale begivenheder: “der findes et univers i hvert et velassorteret sind”.

Ja, det gør der vel. Det er bare de færreste af os, som har tænkt på det på lige præcis dén måde. Og sådan har Signe Gjessing gang på gang prikket til os i de ti år, der er gået, siden hun som en fremmed fugl kom svævende ind på den danske poesis firmament med “Ud i det u-løse”, en bog, der er lige så beskeden af omfang, som den er grænseløs i sine perspektiver. Siden fulgte de to bøger, som jeg ligeledes har citeret i det foregående: “Blaffende rum nænnende alt” og “Ideale begivenheder”, begge i stort format og stift bind, hvilket er usædvanligt for digtsamlinger. Men som det burde være fremgået, er Signe Gjessings digte også alt andet end sædvanlige.

Det kan godt være, at der på bøgernes omslag enten står “digte” eller “vers”, men hverken i typografisk opsætning eller sprogtone minder teksterne om konventionel poesi. Snarere vil jeg sige, at der er tale om en genreløs skrift, en sprogudfoldelse, en sproghandling, der bare begynder et sted og drysser sig selv ud over siderne for så på et eller andet tidspunkt at høre op lige så pludseligt og tilsyneladende umotiveret, som den begyndte. Læseren inviteres ind i de luftige ordlandskaber, hvor der er masser af plads til at færdes blandt de spredte fragmenter. Måske findes der en usynlig – slettet eller bare aldrig fremkaldt – skrift mellem brokkerne. Måske er det hvide ark det univers, brokkerne eksisterer i. Brokker i betydningen små selvstændige verdener i et verdensalt – som planeterne i verdensrummet, eller som menneskelige individer, der driver rundt i menneskehedens hav.

Efter den tredje digtsamling, “Ideale begivenheder”, skete i 2018 et mindre sporskifte i Signe Gjessings forfatterskab med bogen “Synet og vennen”, som på omslaget kaldes en “fortælling”. Her har læseren lidt mere grund under fødderne, idet der både er antydninger af scener og en handlingstråd. Det handler tilsyneladende om nogle karakterers reaktion på, at en vis Florian nu er død. Men hvor og i hvilken dimension disse scener og narrative fragmenter udspiller sig, er det alligevel ikke helt så enkelt at få fat på. Om denne Florian hedder det eksempelvis: “Florian plejede at leve under de her kattelignende sole, der kunne stige hurtigt op, men som ikke kunne gå ned igen, og som sad øverst på himlen og viftede med deres lange, buskede haler af morgengry.” Som man nok fornemmer, er der i denne fortælling – ligesom i de andre bøger – hele tiden noget, der ligesom glider læseren af hænde.

Lettere blev det ikke i forfatterskabets femte bog, der udkom i 2020 under titlen “Tractatus Philosophico-Poeticus”; og som ifølge forordet var en poetisk genskrivning af Wittgensteins filosofiske afhandling af samme navn. Herfra var det, som om forfatterskabet kunne være kørt i alle retninger – eller helt af sporet, uden at dette skal opfattes i en negativ betydning. Men så i 2023 kom “Illuminationen af alt”, en digtsamling, hvor Signe Gjessing så at sige vendte tilbage til noget, man kunne kalde en genkendelig fremmedartethed. Bogen er med andre ord tydeligt beslægtet med de tre første udgivelser i forfatterskabet. Og allerede titlen – “Illuminationen af alt” – fortæller os, at det poetiske sjæleslægtskab med Arthur Rimbaud ikke er glemt (et af Rimbauds mest berømte værker er en samling prosadigte kaldet “Les Illuminations”).

Også i “Illuminationen af alt” er Signe Gjessing på talefod med universet: “Hvor mange slag skal mit hjerte lige bruge, før det tør bede universet / løbe ned efter en liter mælk?” spørger hun et sted. Og et andet konstaterer hun – måske ikke uden en vis beklagelse – at hendes skrift står i direkte forbindelse til verdensaltet og dets (åbenbart) ikke uudtømmelige ressourcer. Hun skriver: “Universet har afbrudt kontakten til stjernerne midlertidigt (i 5 minutter), // efter at det kom frem, / at de fyrer universets energi af på at gøre mig til forfatter”.

At stjernerne bruger en del af deres energi på at holde Signe Gjessings forfatterskab kørende, kan jeg personligt – og vi i Dan Turèll Selskabet – sagtens leve med. For med de foreløbig seks bøger, hun har udgivet, har hun for længst bevist, at hendes helt særegne litterære praksis ikke bare kan henregnes under kategorien ungdommelig svimmelhed. Det kan godt være, at debutbogen “Ud i det u-løse” i sin tid ramte os som et missil fra en anden verden, men med de efterfølgende udgivelser kom det til at stå klart, at der langt fra blot var tale om en raptus, en luftspejling, en poetisk hikke, der ville gå over igen. Med små fysiske, men store kunstneriske skridt har Signe Gjessing bygget et hus, der vil blive stående i det litterære landskab, og som foreløbig er kulmineret med “Illuminationen af alt”, der som sagt udkom sidste år.

Så ja, der er så sandelig mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro. Der er for eksempel Signe Gjessing, som i sine bøger synes at skrive alle vante grænser bort, og som med små, næsten umærkelige greb formår at glide lydefrit frem og tilbage mellem det menneskelige og den verden, mennesket eksisterer i. Som i denne karakteristiske sentens i bogen “Ideale begivenheder” fra 2017: “du sidder i dén stilling, solen ville have siddet i, hvis solen var faldet anderledes ud”.

Hertil er blot at sige, at Signe Gjessing skriver sådan, som solen ville have skrevet, hvis den havde haft en blyant. Og for sit unikke talent tildeles hun Dan Turèll Medaljen 2024. Tillykke!