Dér står jo alligevel alt hvad vi behøver at vide om det hele.

– Tror at du ville have sagt, at det var sgu en god ide…

Ellers skulle jeg hilse fra Vangede, og sige dig, at hverdages billeder stadig er farverige. Og det vil glæde dig at høre, håber jeg, at det leves ligeså farverigt som da du beskrev det i “Vangede Billeder”. Dit folkelige gennembrudsværk..

Om end noget er sket. For da var handelslivet ved at uddø, det var jo i “de glade tressere”, hvor alt partout skulle laves om, og alle mennesker som gav stedet dets daværende karakterog egenart, var ved at uddø med det..

 – Du indvender måske, at det vel ikke er de samme små specielle butikker med deres specielle ydelser og personligheder, som er vendt tilbage. Sandt nok. Nu er der Brugsen og Fakta og en Cafe “La Vie” ret under biblioteket, som udefra, ser tidssvarende rigtig ud. Mææænn, indenfor er det i dag “mændene med bajerne” og jeg med min kaffe der tegner rollelisten. Tyve meter hen mod krydset bor der også en lille frisør (Totten) – og en skoforretning. “Danni sko”…?! Her er renseri, møntvask, genbrugsforretning, Matas og krokus der vælter op gennem græs og sne i anlægget ved biblioteket, og solen skinner på det hele, ligesom den gør over på den anden side af søen – i Gentofte. Der hvor flere damer stadig går med pels end i Vangede.

Dit billede på samfundets modsætninger: Vangede /Gentofte dur stadig og har ændret sig.

Du siger måske: -Men menneskene, hvad med dem. Er de støbt i silikone i den samme form?

. Nej, Dan det er de ikke. Jeg har mødt indvandrerne, som med store smil betjener folk i Brugsen og Netto, og i Cafe “La Vie”, og cafe parrets børn leger udenfor med hinkebånd som jeg og din søster også legede med. Og en dreng stod på et sted og hang så meget på sin cykel af kedsomhed, at han væltede ved det.

Og ja, i Gentofte så jeg ingen nydanskere med mørk hud. Mæææn, kolonihaverne er stadig i Vangede, og den gule karre bebyggelse er der stadigvæk, og jeg mødte, vi kan jo kalde ham “snakke Jens”, på biblioteket. Han spurgte alle: om vi vidste, hvor han kunne finde mere brød til ænderne.

Jeg sagde: prøv at lede på fortovet i det dejlige solskinsvejr.

Med den besked begav han sig lystigt af sted.

Der er også aldrende mænd med slæbende skridt på fortovene, som bærer på snuskede, frynsede stofposer der klirrer. Og ditto kvinder. Deres bagage er bare indkøbstasker på hjul. Damer er de jo. Der er fortravlede folk med fjernt seende øjne og masser af barnevogne… 

Og bibliotekaren som passer på dit livsværk, er en rigtig rar mand, sådan lidt Per Højholt rar at se på og tale med. Han gav mig lov til at se i din ide mappe, med alle de pus løjerlige udklip du har lagt i plasiklommer. (Morede mig over udklippet med nøje anvisninger på, hvordan man binder en slipseknude.) Og han tog “VIBRATIONER” med dit brev ud af det aflåste skab – jeg skulle sidde så han kunne se dine ting hele tiden, og jeg var rædselslagen ved tanken om at komme til at spilde vand på din første bog, selvom du ikke kan lide den, og ødelagde de fleste eksemplarer selv. Nu koster det lille brune hæfte rigtig mange penge.

– Mæææe, ville du vel sige, det har jeg sgu ikke noget at bruge til.
Og det kan du jo have ret i.
Og de har hængt et flot billede af dig op udenpå bygningen. Det, hvor du står og hæver et vinglas og ser fornøjet ud. Så det kan du også være tilfreds med. Og toiletterne med tilhørende skilt på den anden side af vejen er garanteret de samme som da du var dreng.
Tænker at du nok har “pesset” der i ny og næ Dan…
– Og det var sgu godt. Siger du måske.
Og da vil jeg svare.
– Og det synes jeg sgu også.