Barndomsven med Dan Turéll
Minna Merete Øster-Hansen fortæller her sine erindringer om barndommens venskab med Dan Turèll
Da boede Dan på min vej, Hagens Allé mellem Lyngbyvej og Højsgårds Allé i Hellerup.
Vi legede med vejens andre børn: Kim, Torben, Ernst. Konkurrerede med hvem der kunne løbe over vejen flest gange, inden bilerne dukkede op i det fjerne, uden at de ramte os – og det lykkedes hver gang….husker ikke længere hvem af os, der vandt flest gange.
Vi spiste madpakker i min have på en lille høj i hjørnet og drillede folk, som gik forbi på fortovet med at råbe efter dem og skynde os at dukke os bag hækken inden de passerede os.
Vi var tit på “Skovtur” på Ewaldshøjen på Ewaldsbakken også med madpakker og rullede på maven ned ad bakken.
I Grandparken (Dyssegårdsparken) legede vi på legepladsen og var særlig glade for hestene af træ, som dengang var helt nye legeredskaber.
Når vi legede sammen hos Dan på 1. sal kunne jeg i trætoppene se hekse i trækronerne m/ krogede rygge og vorter på næsen. Dan kunne se dem, når jeg var der, ellers ikke. Han forældre kunne ikke lide, når han talte om de uhyggelige hekse.
Da de kom hjem flyttede de alle til Nymosehuse i Vangede, hvor det yngste barn, Sem, blev født. Jeg besøgte dem en enkelt gang.
Det var sjovt mange år efter at erfare, at ens første legekammerat var blevet kendt digter og forfatter.
I 1976 talte Dan på Dyssegård bibliotek. Jeg mødte op og gav mig til kende efter han havde talt om vores barndomsoplevelser.
Vi vandrede derfra sammen ned ad Hagens alle og genopfriskede minderne. En meget minderig aften.
Jeg husker Dan som en køn dreng med lyst hår og brune øjne, fornuftig, klog – måske lidt gammelklog – som talte meget om Anders And.
Som mange drenge i den alder kunne han ikke lider piger, ville ikke giftes, men hvis han alligevel skulle, så med hans moster Inge eller mig!
Jeg var med til hans bisættelse i Arbejdermuseet i 1993 hvor hans yndlingssalme “Lysets engel går med glans” blev spillet og sunget.