DAN TURÈLL MEDALJEN 2026 TIL SLAGGER LUND
Dan Turèll Selskabets skriftlige motivering:
Det er ikke kun inden for de litterære hovedfærdselsårer, at sprogets strømførende lag kan findes. Ofte kommer fornyelserne de mest uventede steder fra – fra undergrunden, fra sidelinjen, fra yderkanterne, de geografiske såvel som de kunstneriske. Og når skriftens alfabetleg så oven i købet udfolder sig på baggrund af et levet liv med stærke sansninger og dybe menneskelige erfaringer, kan resultatet blive nærmest vulkanisk af styrke.
Til denne kategori hører forfatteren, sangskriveren og billedkunstneren Slagger Lund, som med sin debutroman En 80 meter bjørn (SideProjekt, 2025) har omsat erfaringer fra en række indlæggelser på et psykiatrisk hospital i Aarhus til en sproglig kraftudladning af iagttagelser og indsigter. I romanens dagbogsblade, hvor humor og smerte løber sammen i en fragmentarisk fortælling, møder læseren et univers, der er ukendt land for de fleste, men som her lægges frem med en ømhed, en empati og en menneskelighed, så de gængse grænser mellem galskab og normalitet går i opløsning.
Det er langt fra første gang, at en forfatter har skildret forholdene på en lukket afdeling. I litteraturhistorien går en lige linje fra Amalie Skram i 1890’erne over Tove Ditlevsens Ansigterne (1968) til en række diagnosebaserede digtsamlinger og prosaværker i nyere tid. Men sjældent har emnet været behandlet med et sådant sprogligt overskud som hos Slagger Lund. I En 80 meter bjørn opleves indlæggelsens udflydende dage ganske vist gennem protagonisten Frank – forfatterens alter ego – men hans virkelighed skildres hele vejen igennem på en sådan måde, at der er plads til læserens egen vurdering af de løbende sammenstød mellem patientens og behandlingssystemets dagsordener. Det er skrift, det er poesi, det er humor, det er alvor, det er litteratur.
Slagger Lund – med det borgerlige navn Flemming Lund (f. 1977) – er ikke nødvendigvis kendt af en bredere offentlighed. Han er født og opvokset på egnen omkring Herning i Midtjylland og er i dag bosat i Aarhus. I 2002 debuterede han som digter i tidsskriftet Hvedekorn, hvor han i en årrække var en flittig og markant bidragyder. Og i 2011 kom hans første udspil i bogform, Udbrud & efterspørgsel (Hvasseline POPlishing), et intenst og kompakt langdigt i fire afsnit, hvor en form for automatskrift udgør grundfjeldet under et voldsomt poetisk landskab, der nok kan forekomme rablende, men som også er konstant overrumplende i dets formuleringsmæssige originalitet.
Det bemærkelsesværdige sproglige talent kendetegner også Slagger Lunds sange, der ligesom digtene har været undervejs i en længere årrække, og som første gang nåede bredere ud i 2023 med albummet “Maniak” (Kaptajn Bjørneklo) – året efter fulgt op med endnu et album, Nygade & Væk (Melodika). På de to plader er digtenes og romanens sproglige amokløb erstattet af et mere minimalistisk udtryk, hvor nogle få sætningsfragmenter sættes op mod hinanden med en til tider forbløffende effekt – og ofte pakket ind i fængende melodier, der kunne bringe tankerne hen på pop, havde det ikke været for Slagger Lunds hang til løbende at indføje skæve klange eller andre elementer, der kiler sig ind og bliver siddende som grus i øregangens vaseline.
Det er sådan, det er med Slagger Lunds sårbare, men dog fascinerende univers. Det sarte blandes med det kraftfulde, det legende med det dybe, og uanset om han skriver til papiret eller til musikkens sfæriske rum, er man som modtager aldrig i tvivl om tyngden og substansen i hans forførende sprogudfoldelse.
Gorm Valentins fotos fra en festlig eftermiddag – på Dan Turèlls 80 års fødselsdag den 19.3 2026 i Dan Turèll Samlingen
Vangede Bibliotek var nærmest proppet til bristepunktet, da Dan Turèll Medaljen 2026 i eftermiddags – på 80-års dagen for Dan Turèlls fødsel – blev overrakt til digteren, forfatteren, sangeren og sangskriveren Slagger Lund. Det var sædvanen tro en fornøjelig seance, der blev yderligere festliggjort af, at Medalje-modtageren kvitterede med en både rørt og rørende takketale, en helt ny sang – sunget a cappella – samt tre greatest hits fra bagkataloget. Det kunne ikke have været smukkere.
Her er Lars Movins motivationstale til Slagger Lund:
“Lykken er skriften, der rammer det ufattelige, den ukendte last, uafhængigt af tid og sted.” Ja, lykken er skriften, der rammer det ufattelige. Det ved enhver forfatter, ethvert menneske, som kender til dette med at sidde foran skærmen dag ud og dag ind i håbet om, at fingrenes dans på tastaturet på forunderlig vis skal finde frem til lige præcis dén formulering, der kan bygge bro fra den bevidste tanke til den hidsige strøm af anelser og fornemmelser, som vi alle sammen bærer rundt på under vores jævnt hen blanke ydre, men som vi sjældent har held med at hente op og omsætte til dækkende sproglige udsagn. Vi skriver og skriver, og taler og taler, i mere eller mindre futile forsøg på at skrælle os ind til løgets kerne. Og så pludselig rammer vores læsende blik en formulering på en bogside, der får bevidstheden til at slå flikflak, fordi … dér står det jo. Ja, sådan ER det! Så KUNNE det usigelige altså siges. Det er dét, litteraturen kan. Og det er dét, forfattere med en særlig sprogbegavelse kan. Og sådan en forfatter er Slagger Lund.
Den sætning, jeg indledte med, stammer fra Slagger Lunds debutroman fra 2025, “En 80 meter bjørn” – med undertitlen “Dagsamlinger fra Jydske Asyl”. Som nogle af jer måske ved, er Jydske Asyl det oprindelige navn på det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus. Og bogens fortæller er Frank, der er indlagt på en lukket afdeling, og som i en række dagbogsagtige fragmenter – eller monologer – beretter om en hverdag, hvor en del af behandlingen består i, at han IKKE må skrive. Det kommer der indtil flere komiske situationer ud af – for eksempel når Frank overvejer at få afløb for sit udtryksbehov med tomatsuppe på pudevår. Men under den humoristiske fernis er der tale om en alvorlig fortælling om et sind, der er gået af led på en så djævelsk måde, at protagonisten balancerer i et grænseland mellem klarsyn og psykose. En tilstand, der skildres under overholdelse af et af litteraturens gyldne principper: “Show it, don’t tell it.”
Bogens skrift er klar og nøgtern, ligesom protagonistens tanker det meste ad vejen er rationelle og sammenhængende – i hvert fald ifølge hans egen logik. Men i passager presser tankemylderet sig så meget på, at klarsynet sander til, og fortælleren drukner i kaos – eller kommer til at minde om en skibbruden, der driver rundt på et ocean af usammenhængende tanker. Han vil kun nødigt overgive sig til den institutionaliserede voldudøvelse – altså den medicinske bedøvelse – men skriveforbudet får tankemylderet til at skvulpe over i handlingslammelse, og patienten bliver fanget i sit eget tankespind: “Kun alene kan man være i flok med sig selv,” noterer han.
At der er tale om selvoplevet stof, har forfatteren ikke på noget tidspunkt lagt skjul på. Og eftersom det – urimeligt nok – måske kun er de færreste af jer, der er til stede her i dag, som sådan for alvor har stiftet bekendtskab med “En 80 meter bjørn”, vil jeg tillade mig at læse en lidt længere passage fra det kapitel, hvor iagttagelsen om, at “lykken er skriften, der rammer det ufattelige”, optræder. Den kommer her:
“En fugl brænder i min hånd. Ingen skrift uden en frihedstrang. Ellers er skriften og dens handling komplet ligegyldig. Frihedstrang kan kun eksistere i fængsel. Det forklarer en del som alle andre facits ikke kan forklare. Mærkeligt er det f.eks. at forsøge at samle sig i et helt lukket rum, hvor eneste bevægelsesgrundlag er vejen væk. Hospitalets ophør, lidelsens ophør, naivitetens ophør. Håbet fremad, men aldrig en væren her og nu. Man skal have en vanvittigt høj smertegrænse, for at kunne være til stede, ikke bare på Jydske Asyl, men også bare under sol og måne. Smerten forsvinder aldrig, det er en fejl i håbets konstruktion, men smerten kan blive tålelig, måske også smuk og brugbar, måske endda guddommelig, om vi placerer den i en form; der findes ingen form, der ikke har ophav i noget naturligt. Smerten som et træ. Smerten som en fugl. Smerten som en krop. En kageform. Håbet er en retning, håbet er et godstog på vej mod det ukendte, med ukendt last, håbet er aldrig en station. Lykken er skriften, der rammer det ufattelige, den ukendte last, uafhængigt af tid og sted. Lykken er ikke nødvendigvis defineret af erfaringen, jeg har altid tænkt det modsatte, at lykken kun eksisterede i det irrationelle og det infantile, i agendaløse kunstværker og i rusen, barndommens romantiske vejrmøller på dugvåd græsplæne, i kærligheden, der var dødsdømt fra første kys, men jeg tænker det anderledes nu. Lykken er, når erfaringen holder et livs smerte op imod lyset lige nu.”
Skriver altså Slagger Lund med sit særlige klarsyn cirka halvvejs inde i “En 80 meter bjørn”.
Slagger Lund er et kunstnernavn. Forfatteren hedder egentlig Flemming Lund, han er født i 1977 og er vokset op i det midtjyske, nærmere bestemt i landsbyen Snejbjerg uden for Herning. I de sidste mange år har han boet i Aarhus. Ligesom det gjaldt for en vis anden forfatter, som i dag ville være fyldt 80 år, kunne den unge Flemming Lund – længe før han blev til Slagger – i sin personlighed spore en vis grad af HYPERGRAFI, altså en nærmest sygelig trang til at skrive alt ned. Men modsat den førnævnte fødselar holdt Flemming Lund længe skriverierne for sig selv. Den isolation brød han, da han i 2002 første gang dukkede op i tidsskriftet Hvedekorn, hvor han i en årrække optrådte som en flittig bidragsyder. Og i 2011 kom så den første bog, langdigtet “Udbrud & efterspørgsel”, dog stadig under fornavnet Flemming.
Forlaget bag “Udbrud & efterspørgsel” var et undergrundsforetagende, der kaldte sig Hvasseline POPlishing, og ligesom “En 80 meter bjørn” havde også denne bog en undertitel: “differentierede se-sange i kobling”. I både forlagsnavn og undertitel fornemmer man, at her er noget ANDERLEDES på færde. En fornemmelse, der til fulde bliver indfriet, når man åbner “Udbrud & efterspørgsel” og giver sig til at læse. Bogen består af fire lange sektioner, fire “se-sange”, hvor læseren får sit sprogcenter højtryksspulet af en spruttende gejser af ord, heraf en del, der er så usædvanlige, at bogen kunne have sendt Dansk Sprognævn på overarbejde, hvis de havde fået fingrene i et eksemplar. Hos den ældre, nu desværre afdøde, digterkollega F.P. Jac talte man om “jacismer”. I Flemming Lunds tilfælde har de sproglige nydannelser karakter af en form for poetisk ekstase, tilsyneladende affødt af lige dele desperation og opstemthed og udmøntet i en kakofoni af parallelt tilstedeværende stemmer: et beruselsens sprog, et henførelsens sprog, et sansernes sprog, den højnede bevidstheds sprog, den parallelle virkeligheds sprog, det inderste jegs sprog, kroppens sprog, et hinsides-talens-og-tænkningens sprog.
Så mange sprog – men hvad handler det så alt sammen om? Tilsyneladende om diverse bryderier med et galleri af kvindeskikkelser, som rutinemæssigt får digterens hårdt tilkæmpede sindsro til at kæntre. Jeg er et “sitrende menneske i min egenrådige totaltvivl”, hedder det et sted. Og denne totaltvivl bliver til en afgrund, der åbner sig under digterens fødder, eksempelvis når “Arrogancebrunetten slår om sig med [sine] vilde bryster”. Eller når han kommer i nærkontakt med en vis “Novembine” – en kærlighedsforening, der beskrives på følgende surrealistiske måde: “Mine tænder hives ud af en kvindelig jazzguitar med for lange strenge, / i min tandløse mund monteres et ridebækken, / hun undersøger med sin mund, bopmusikkens betydning for mine læber i det / 21. århundrede, / og finder en synopsis i en rytmisk pose birkes.”
Lader man blikket spejde rundt i poesiens landskaber, er det ikke umiddelbart til at få øje på et erotisk billedsprog af lignende kaliber. Det skulle da lige være hos en AI-genereret fusion mellem Jens August Schade og Charles Bukowski – marineret i et udtræk fra Captain Beefheart alias digteren, sangskriveren og billedkunstneren Don Van Vliet. Det var ham, der et sted sagde: “There are only forty people in the world and five of them are hamburgers.” Og selv dén ytring kan Slagger Lund matche – et sted i “En 80 meter bjørn” skriver han: “Der findes to mennesketyper, og jeg er ikke en af dem.”
Hvilket dog er et udsagn, vi naturligvis ikke godtager. For er der ét træk, der kendertegner alt, hvad Slagger Lund har sendt ud i denne verden, er det netop MENNESKELIGHED. Inde i hjertet af den poetiske tornado befinder sig et såre menneskeligt menneske. Men også et sårbart – og måske såret – menneske. I bogen “Udbrud & efterspørgsel” roder han rundt med dét, han kalder “digtets intimbarbering / af jeget”. Og det er denne intimbarbering, han har sat toner til i det andet af de to væsentligste spor i sit virke, nemlig hans sangskrivning og musikudgivelser.
Efter bogdebuten med “Udbrud & efterspørgsel” i 2011 fulgte en lang udgivelsespause, formentlig til dels dikteret af det afbræk i den personlige livsbane, som udgør fundamentet for romanen “En 80 meter bjørn”. Og mens fans af Flemming Lunds poesi spejdede længselsfuldt ud over de litterære jagtmarker efter nyt, dukkede han pludselig op et helt ANDET sted, nemlig i musikkens verden, hvor han – nu under navnet Slagger Lund – sådan mere eller mindre ud af det blå debuterede med albummet “Maniak”. Det var i 2023, og heller ikke i denne sammenhæng kunne der herske tvivl om, at her var der tale om et helt særligt talent med noget på hjerte.
Vinylpladen “Maniak” – med en collagepræget omslagsillustration i Slagger Lunds egen skæve, naivistiske tegneseriestreg – består af ti sange med sprogforbistrede titler som “Nobody puts Jens Vejmand in the corner” eller “Finderup by night”. Og i teksterne er den formuleringsmæssige opfindsomhed for det meste typisk slagger-lundsk, om end det sproglige amokløb fra digtene og romanen i sangene synes at være nedtonet til et mere minimalistisk leje, hvor relativt få sætningsfragmenter sættes op mod hinanden med en til tider forbløffende effekt. Som om tekstforfatteren havde sakset nogle udvalgte brokker fra den kollektive bevidstheds brusende flod af sproglige ytringer og på bedste cut-up-vis monteret dem sammen til nye sære syner. Hvorefter hele molevitten så er pakket ind i fængende melodier, der kunne bringe tankerne hen på pop, hvis ikke det havde været for Slagger Lunds hang til løbende at indføje skæve klange eller andre umage elementer, der drysser sand i vaselinen og løbende forhindrer lytteren i at glide friktionsfrit ind i en ubekymret slummer.
Tag blot en sang som “Jeg ka hverken eller” – en sofistikeret sammenstilling af en melodi, der nærmest nænsomt stryger lytteren med hårene, mens TEKSTEN udløser den ene stadig mere foruroligende association efter den anden: “Jeg ka hverken synge eller la vær, dø om så det gælder, / som fisken sagde til drengen, da fangsten kosted et par tænder / jeg ka hverken synge eller la vær / som Kurt Cobain der sang i sit gevær, / jeg ka hverken synge eller la vær, / det er den eneste måde jeg ka være her …”
Inden man lige blev færdig med at tænke over dén tekst, fulgte Slagger Lund debutalbummet op med endnu en plade, “Nygade & Væk”, der udkom i 2024. Denne gang var der presset tolv sange ned i rillerne, og titlerne var ikke mindre egenartede end på forgængeren: “Tænk hvis dine sidste ord var Danish Crown”. Eller “Unisex sutsko”. For ikke at tale om den sang, der handler om at være “Lam fra sproget og nedefter”. Eller ørehængeren “Ekstranummer”, der stort set kun består af et omkvæd og altså ikke som sådan har nogen vers – igen en mærkværdighed, som de færreste andre end Slagger Lund ville kunne slippe af sted med.
Slagger Lund slipper af sted med det meste. Med sin særlige blanding af fandenivoldsk ydmyghed og munter misantropi har han som en fingernem alfabetbilledhugger gennem sine skrift- og musikudgivelser mejslet sine helt egne spor i det danske sprogs firmament. Og han har gjort det med en unik stemme, som man godt kan blive afhængig af at lytte til, uanset om den artikulerer sig i poesi, prosa eller sang. Samtidig har han skabt en række figurer, der har det med at flytte ind i modtagerens bevidsthed, når først man har stiftet bekendtskab med dem. Det kan være digtsamlingens kærlighedshungrende Flemming, der bare gerne vil “være en kødnøgle, der passer til enhver delfin i spring”. Det kan være den engelske Duran Duran-sanger Simon Le Bon, der i sangen “Fremad i mit øje” som den naturligste sag i verden dukker op i en kano på Bækmarksbro Å. Eller det kan være den elskelige Trine fra romanen “En 80 meter bjørn”, som på institutionens afdeling 6N bor i værelse 11, lige over for fortælleren Franks værelse. Hun kan hverken kan læse eller skrive, men ikke desto mindre udsætter hun sig gladeligt for diverse potentielle sanktioner ved at skaffe Frank de forbudte og stærkt eftertragtede skriveredskaber. Hvilket så gør det muligt for Frank – alias Slagger Lund – at skrive følgende:
“Trine hjælper nu til med remedierne. Kuglepenne, papirformer, tuscher, alt, der kan sættes ind i et vidnesbyrd. Sytten løse yatzyark og en billig kuglepen; hendes sidste overlevering. Hun er vildere til dette end de modstandsfolk, der hentede engelske nedfaldsvåben under besættelsen. Trine får en medalje en dag. Jeg må ikke skrive om hende, det var aftalen. Men en medalje, det får hun en dag.”
Så ubønhørlig kan litteraturen OGSÅ være. Skriften MÅ frem. Og selvfølgelig skal Trine have en medalje, uanset HVEM eller HVAD hun nu er – og det HAR hun sådan set allerede fået, nemlig i form af romanen “En 80 meter bjørn”, det smukkest tænkelige monument over livet, som det kan udfolde sig uden for normalitetsbegrebets og hverdagsregimets autoritære grænser. Lige her i dag handler det imidlertid ikke først og fremmest om Trine, men om hendes forfatter, Slagger Lund, som for at have skrevet om hende og alle de andre – og for at have gjort det i et sprog, der er så kraftfuldt og klart og konstant hjerneknipsende – i dén grad OGSÅ har fortjent en medalje.
Derfor er det en udsøgt fornøjelse på Dan Turèll Selskabets vegne at kunne erklære, at Slagger Lund er den helt oplagte og uomtvisteligt uomgængelige modtager af Dan Turèll Medaljen 2026.
Tillykke!
