Dan Turèll Medaljen 2016: Peter Strøm (særmedalje)

Her begrunder Lars Movin beslutningen om at give en Æres-medalje til Peter Strøm:

For første gang i Dan Turèll Medaljens historie blev i forbindelse med medaljeoverrækkelsen på Vangede Bibliotek uddelt en ekstra medalje – en Surprise Medalje, så at sige.
Den på forhånd annoncerede medaljemodtager var den herboende amerikanskfødte forfatter og oversætter Thomas E. Kennedy.
Men efter den ordinære medaljeoverrækkelse blev initiativtageren til Dan Turèll Samlingen (og medlem af Dan Turèll Selskabet), bibliotekar Peter Strøm, kaldt på scenen og fik af Jacob Ludvigsen (formand for Dan Turèll Selskabet) overrakt en Æres-Medalje for sit utrættelige og uvurderlige arbejde med gennem stiftelsen og driften af Dan Turèll Samlingen at bidrage til at opretholde Dan Turèlls eftermæle, naturligvis først og fremmest i Vangede, men også generelt, idet selve samlingens eksistens betyder, at der findes en fysisk ramme omkring Dan Turèlls forfatterskab og et sted, hvor forskere, litterater og alle andre interesserede kan søge hen.