Vangede og virkeligheden

Fejringen af 50-året for udgivelsen af  VANGEDE BILLEDER

VANGEDE OG VIRKELIGHEDEN
Dan Turèlls erindringsroman ’Vangede billeder’ fejrede i oktober 2025  sin 50-års fødselsdag.
Nynne Oldenborg tog sammen med Gudrun Marie Schmidt initiativ til et GRANDE VANGEDE BILLEDER GALLA LIVE CABARET SHOW på sommerens Heartland Festival. Onsdag d. 1. oktober  2025 blev den runde dag fejret på Vangede Bibliotek og Dan Turèll Samlingen.

’Vangede billeder’ var autofiktion før krænkelser og shitstorm blev modeord. Bogen blev en sællert, men den vakte også det, man i dag med et kedeligt ord kalder debat. Nemlig sure breve, truende tilråb og løfter om røvfuld, når ’Onkel Danny’ stillede sig op i forsamlingshuset, biblioteket eller på det lokale gymnasium for at læse højt om bageren og skomageren eller Fede-Arne og hans pillevrag af en mor. Og selv om der ikke var klik i lortet og kamp om opmærksomhedsøkonomien, kastede bogen alligevel overskrifter af sig i formiddagsbladene i det ganske land og vakte et postyr, som stadig huskes vidt og bredt den dag i dag – i hvert fald i Vangede.

Da bogen blev fejret på hjemmebane  i Dan Turèll Samlingen med vangedeborgere og vangedeomaner fra nær og fjern for fuldt hus på Vangede Bibliotek tog deltagerne: Nynne Oldenborg, Turèllmedaljeindehaver Oliver Stilling, skrivemaskinevirtuos Adam Erik Simonsen og litteraturbandet: Personen, v Gudrun Marie Schmidt, Jonas Engberg og Kristian Løntoft, Dan Turèlls tekst i deres mund og hænder og greb arven fra Vangede i egen barm. I øvrigt deltog de to lokale: Peter Strøm og Lars Werge.
 
“LEV LIVET FARLIGT, ellers bliver der ikke meget liv i det.” D.T.
mette werge Vangede billeder V for vangede
Foto: Mette Werge

Nynne Oldenborg havde til aftenen sammensat et flot program med oplæsninger, lydoptagelser med Dan Turèll, sang samt en gennemgang af en Facebook-korrespon- dance om VANGEDE BILLEDERS modtagelsen i Vangede. 

 

 

Der blev læst op af Dans tekst: “Af en bogs historie” fra “Onkel Danny Fortæller”, afsnittet om Fede Arne fra “Vangede Billeder” samt et uddrag af “Vangede og virkeligheden” fra “Strandboulevarden”, nr.6, 1979.

Litteraturbandet: Personen, v Gudrun Marie Schmidt, Jonas Engberg og Kristian Løntoft fremførte tre Vangede-sange: ‘Vangede Billeder’, ‘Den gale side’ samt ‘Onkel for altid’.

En Facebookkorrespondance om VANGEDE BILLEDERS modtagelsen i Vangede blev gennemspillet  med samtlige arrangementets medvirkende i rollerne som de forskellige deltagere i Facebook indslagene. 


Nynne:
Hej Peter, Jeg har hørt en anekdote om engang, hvor Dan Turèll skulle læse op fra Vangede Billeder i et forsamlingshus i Vangede. Og Fede-Arne og hans venner sad i salen og var sure, fordi han havde skrevet om ham, så Dan måtte flygte derfra. Det er muligvis en røverhistorie – men hvis du kender til den, ved du så hvor jeg kan læse om det? 
Peter:
Hej Nynne, jeg har endnu ikke fundet noget lige om mødet i forsamlingshuset, men jeg leder videre!
Nu har jeg spurgt Lars Movin, som svarer: “Det siger mig desværre heller ikke noget – jeg må melde pas, beklager! Det KAN jo være, at den vrede fra Fede-Arnes familie, som der har været skrevet om forskelige steder, i tidens løb er smeltet sammen til den pågældende anekdote. Men det kan selvfølgelig også være, at det er en sand historie, jeg bare ikke mindes at have hørt”. 
Jeg spurgte også Anne Turèll, Dans søster, der var med til at skrive Vangede Billeder. Hun svarer: “Kære Peter jeg ville vide hvis det var sket. Det var masser af røre omkring Arne og hans familie, men der er ingen der har truet Dan”. 
Jeg spurgte Asger Schnack i dag: Jeg kan se i “Dan Turèll Hele historien”, at du nævner et oplæsningsarrangement i Vangede, hvor Dan blev konfronteret med Fede Arne, hans mor mfl., der var fortørnede over beskrivelsen i Vangede Billeder. Og hvor Dan så får ændret navnet til Fede Asger i næste oplag. Kan du huske mere om dette oplæsningsarrangement. Anne Turèll kan ikke huske et arrangement, hvor Dan måtte flygte! 
Asger Schnack svarer: ”Ja, jeg kan tydeligt huske det. Dan ringede til mig dagen efter og fortalte mig om det. (…) Der er ikke så meget mere at fortælle – andet end at Dan måtte flygte ned i Nymosen efter oplæsningen – og at han som skrevet spurgte mig, om han måtte ændre Fede-Arne til Fede-Asger i kommende oplag. Hvilket han gjorde. Sjovt nok kom Fede-Arne tilbage i jubilæumsudgaven i 2015, som blev nysat efter originaludgaven (og hvor der ikke længere var nogen tilbage på Gyldendal, der kendte historien).
Lars Movin kommenterede: ”Forleden sad jeg og bladrede i Strandboulevarden . I nr. 6 fra september 1979 – gæsteredigeret af Dan Turèll – faldt jeg over  et essay med titlen “Vangede og Virkeligheden”, hvor Turèll ser tilbage på sit gennembrud til den brede offentlighed med bogen “Vangede Billeder” og al den postyr, som udgivelsen afstedkom, især i Vangede, hvor visse borgere følte sig stødt på manchetterne over, at forfatteren enten udleverede dem for meget eller ikke beskrev dem præcist nok, eller hvordan det nu var – en polemik, der selvfølgelig overhovedet ikke er ny, men som åbenbart skal køres igennem offentlighedens og mediernes mølle med jævne mellemrum. Hvilket er udmærket al den stund, at det betyder, at litteraturen overhovedet bliver diskuteret og taget alvorligt – også selv om de holdninger og synspunkter, der rutinemæssigt bliver luftet, af og til godt kan virke lidt slidte og trælse. 
Peter: 
Kære Nynne 
Jeg vil lige fortælle dig, at jeg har lagt noget op på en Facebook gruppe, der hedder Vangede i gamle dage. Jeg har spurgt, om nogen har erindringer om Dan Turèll arrangementer i Vangede i relation til Vangede billeder. Og jeg har fået en del reaktioner.  
Det ser ud til, at der har været to arrangementer i Vangede med Dan Turèll og Vangede Billeder: 1975 på Mosegårdsskolen og 1980 i Gentofte Vangede Idrætsforening.
 Ved Mosegårdsskolens 25 års jubilæum 10. oktober 1975 var Arne tilstede.
 Her er som lovet et sammendrag af reaktioner fra Vangedeborgere: 
 Bente husker, at stemningen var lidt anspændt, for man vidste aldrig rigtig, hvad Arne kunne finde på. Hun erindrer ikke, at Dan flygtede. Edwin var der også den dag: ”Og ja, Fede Arne var sur, for Dan havde skrevet noget mindre pænt om hans mor”. 
 Hanne fortæller, at hun kendte Arne som en hjælpsom dreng, ligesom hans øvrige familie. Arne hørte med i salen på Mosegårdsskolen, hvor han uden dramatik diskuterede med Dan Turèll. 
 Kis skriver: ”Har udklip fra BT, hvor min Mor og Arne får en undskyldning. Arne talte pænt om Dans familie og var glad for én af Dans brødre.” 
 Pia erindrer: ”Det var på Mosegårdsskolen i aulaen, Dan Turèll læste op. Arne var til stede i salen, gik op til Dan og sagde noget diskret til ham. Dan Turèll sagde til publikum, at Arne havde bedt ham om en undskyldning for at sprede “falske rygter” om hans mor. Det undskyldte Dan for åben mikrofon. I følge min hukommelse måtte Arne lige gå op til talerstolen en gang mere for at få den formulering han ønskede sig. Jeg erindrer ikke, at der var nogen flugt. Om der var truet med noget, hvis ikke Dan gav en undskyldning, ved jeg ikke.” 
Asger Schnacks kommentar til disse udsagn:
Det er helt klart efter arrangementet på Mosegårdsskolen  i 1975, at Dan bad mig ændre navnet fra Fede Arne til Fede Asger. I min bog om Dan nævner jeg blot, at “det ikke var populært hos Fede-Arnes mor og i gruppen omkring Fede-Arne, hvilket Dan Turèll temmelig utvetydigt fik at vide ved et oplæsnings-arrangement i Vangede”. Jeg skriver ikke her, at Dan måtte flygte ned i Nymosen. Det var Dans egen formulering. Han kan jo godt have oplevet det sådan, selv om publikum ikke oplevede det på den måde. I alle tilfælde gjorde det et meget stort indtryk på Dan, der som jeg skriver, ringede til mig dagen efter og bad om lov til at ændre navnet til Fede-Asger.
Ved arrangementet i forbindelse med sommerfesten i GVI i 1980 gik det mere heftigt til. 
Poul var på det tidspunkt formand for Gentofte Vangede Idrætsforening og kan vel betragtes som sandhedsvidne. Efter gentagne gange at have talt med Dans kone, Chili, lykkedes det Poul at ’fange ham’ og få hans “ja” til at komme i klubhuset på Nymosevej 28B for at læse op og tale om Vangede Billeder. Det skete om søndagen ved klubbens sommerfest. 
Poul husker: ” Turèll havde taget sig nogle friheder i sin beskrivelse af dette eller hint. Desværre syntes “Fede Arne”, at han skulle lave ballade. Umådelig trist. Dan var kommet gående gennem Nymosen sammen med sin familie. Han skulle ikke have penge eller noget andet. Jeg fik, sammen med andre medlemmer, Dan om i vores depot bag klubhuset. Ingen kom noget til. Trist var det. Poul skriver på side 117 i GVI’s jubilæumsbog fra 2021: ”Han havde netop udgivet sine ”Vangedebilleder”, og der var desværre nogle ”vangenitter”, der havde følt sig trådt over tæerne og ville ”hilse” på forfatteren. Der blev noget ståhej, som vi godt kunne have undværet, og da der om lørdagen havde været politi til tumult på pladsen, ja så stod bestyrelsens beslutning ved magt. Ikke flere sommerfester i GVI”.
Helle var på det tidspunkt 13-14 år og husker ikke detaljerne fra mødet, men der var en meget ond stemning. Meningen var, at Dan skulle læse uddrag af Vangede Billeder, men det blev afbrudt af sure tilråb. Helle gik pænt rystet fra arrangementet.
Hanne erindrer, at Dan blev mødt med tilråb og harme, fordi flere af Vangedes personligheder var omtalt i Vangede Billeder. Hannes far er omtalt, Han døde, før bogen udkom første gang. Hanne: ”Dans omtale af ham i bogen var meget lidt charmerende. Jeg var en af de vrede tilhørere den dag.” 
Annie: ” Ja det er rigtig, han måtte flygte, jeg var der selv.” 

Arrangementet sluttede af med fællessang: Dan Turèlls Vangede Rock som oprindeligt blev sunget af Lone Kellermann,

Publikumsreaktioner

Mette Werge Whitt

V for Vangede. Wow for en fejring af Vangede Billeders 50-år

Jeg er så glad for at bo i Vangede. En bydel i Gentofte, men så meget sin egen. Her er plads til alle og lyst til at hilse og komme hinanden ved. Det er herfra bydelens berømte forfatter Dan Turell kommer og som vi heldigvis hylder og hilser på så ofte vi kan når vi besøger Vangede Bibliotek hvor Turèll-samlingen bor. Båret og vedligeholdt af fine Peter Strøm der i dag naturligvis var en del af markeringen af 50-året for udgivelsen ‘Vangede Billeder’.

Det blev en eftermiddag jeg sent vil glemme – helt høj på oplæsning, musikalsk optræden og Dan Turèlls eget essay om reaktionerne på bogen – alt sammen arrangeret og sat sammen af Nynne Oldenburg.

Biblioteket var godt fyldt, og flere vi talte med efterfølgende var som vi berørte af indtrykkene og reflektionerne – f.eks. at alle byer har et Vangede – at litteratur kan være som et spejl – og at det vel er meningen?

Dan Turell er for mig så virkelig relevant – også i vor tid, så jeg håber at Nynne og co. Vil tage deres optræden ud på mange flere locations så de kan høre om ‘Fede Arne’ og synge med på “Vangede Rock”. Det var så levende – så rørende – så relevant – også for andre end vi der bor i Vangede.

Wow. V for VangedeTusind tak til biblioteket, til Peter, Nynne og alle der gav os en stor oplevelse en onsdag i livet

Peter Gøtze

Dette var en helt fantastisk aften. Der var utroligt fine og overraskende musikalske fortolkninger af Vangede billeder fremført af bandet Person – som med stor musikalitet og udtrykskraft skabte noget nyt og viste noget smukt og musikalskt ved Dan Turells tekster. Der var også spædende, sjove, rørende, interessante og elegante oplæsninger af repræsentanter fra Turèll-samlingen. Pyntet med små stilistiske nik til Onkel Dannys karakter–de sorte negle cowboy hatten, vesten med mere– fremførte de med charme og varme digte fra vangede billeder og fortalte historier som atter bragte hans storværk til live. Dette var en oplevelse jeg sent kommer til at glemme- en stor tak til alle som var med til at skabe denne fantastiske aften.

 

 

Jesper Kamp Nielsen 

Tak til V for Vangede for det flotte arrangement i anledning af Vangede Billeder’s 50-års jubilæum.

Aftenen var fyldt med god energi og sproglig ekvilibrisme, mens vi mindedes Onkel Dannys legendariske bog om et Vangede, der hører fortiden til.

PS jeg nød især Vangede Rock med stikpiller til resten af Gentofte