VANGEDE BILLEDER

Dan Turèll Samlingen har fået Chili Turèlls tilladelse til, at ”Vangede Avis” må bringe Dan Turèlls artikel.:

Dan Turèll: Vangede og virkeligheden

Det er nu fire år siden “Vangede Billeder” udkom, og dermed nærmest fem år siden jeg selv og mine søskende, bror Sem og søster Anne, var sindssyge manikere måned efter måned, var besatte af idéen om Vangedes historie og gik rundt i trance og spurgte ud og noterede ned og fotograferede og checkede og syede sammen dag ud og dag ind.

Og i bare dét par år har Vangede ændret sig totalt, det billede vi tegnede er blevet smadret næsten fuldstændigt, og meget vil allerede lyde som mimrende pensionist-erindringer for det nyeste Vangede.

Rullemanden i Vangede døde kun et par dage efter jeg skrev hans SvaneSang. Andre faste figurer i gadebilledet er væk: Vangedes bedstemor er død, Hans W. Petersen er død, gymnastiklæreren på skolen der skrev drengebøger er død. Og detaillerne ændrer sig: Damen i Sort, hende der ALTID klagede hos de handlende, har skiftet farve. (Jeg siger ikke til hvilken).

Og som med menneskene også med husene, deres skrøbelige skaller: Den gamle Vangede Kro er nu blevet loge, Den Lille Købmands legendariske forretning med strandgrus og salmiaksnus er en grusbunke. Vangede og Kildebakke stationer er lagt ind under den nye Farum-linie og er (efter alle disse år) blevet en del af DSB’s normal-rutenet. Og storcentret (et storcenter i Vangede!) som vi indvarslede dengang for fire år siden, det kom selvfølgelig, og det rev kollektiverne og kirken på Bygaden væk og medførte en ny biblioteks-bygning og et par ekstra supermarkeder og en masse fremtidsslum.

Og den lille hemmelighedsfulde Skovmose i Nymosen, den hvorom alle dunkle eventyr i kvarteret drejede sig, den er væk nu, fyldt op og frosset til fast jord – og det så jeg, da Mor og jeg forleden gik tur i Nymosen. Også “hjemme hos os” har tingene skiftet: Far er død, Anne flyttet hjemmefra, bror Frank og Annette har fået deres første barn, en søn der nu vokser op lige over for Villabyernes Bio med daglig udsigt til fremtidens søndag eftermiddags-forestillinger (hvis det ikke var fordi selve “Villaskuret” nu skal lukke) …

Kort sagt: Verden drejer med samme infame energi, alting ændrer sig og også Vangedes historie er så uendelig og uafsluttelig som historien om ethvert andet sted, hvor mennesker lever og ånder og lider og slider og elsker og dør. Og et sted har sin karakter for hver sin generation som for hvert sit menneske. Der er tusind Vangeder.

Vores Vangede har sit tyngdepunkt i 50’erne og 60’erne. Det var vores tid, det var den tid vi så vores Vangede-billeder i. Det gode ved at vise ét lysbilledsæt frem er at det trækker de andre frem af skuffen. Det er jo ikke nogen hemmelighed – meget lidt er hemmeligt i mediatriens tidsalder – at mange mennesker i Vangede har været kede af denne bog, har følt sig udleverede, jokket på, trådt på lemmet. Jeg har selvfølgelig været ked af det, men jeg har bemærket det interessante og lærerige i, at folk i Vangede kan være vrede og synes at bogen er “rystende ondskab” (som sognepræsten skrev i et af sine FEM indlæg mod bogen) – mens pudsigt nok folk på Vesterbro, i Valby, i Viborg og i Viby J. sagtens kan sé, den først og fremmest er en meget kærlig bog, en hyldest til et sted og en mentalitet, der ikke bliver mindre lovsang af at være mindre højstemt.
Måske er det ikke så vanskeligt at forstå. Min ven Jacob Ludvigsen sagde på et tidspunkt mens det bragede løs med overskrifter à la “Kendt forfatter hænger mor til ti ud som pillevrag” (B.T.-bagside), Jacob sagde: “Sér du, én ting er at man er nødt til at bo sådan et sted i ti år for at kunne skrive sådan en bog. En anden ting er, at du også er nødt til at have været VÆK fra stedet i ti år bagefter for at få afstand nok.” 
Og mange i Vangede (ikke fordi alle var gale, mange grinede da nok så lystigt) havde ikke megen afstand, kendte ikke meget til at sé sig selv udefra – heller ikke på dén måde som Hellerup f.eks. ALTID har gjort det. Med “Vangede Billeder” så Vangede for første gang sig selv i et spejl, og uansét om det var og er et forskønnende, et forvrængende og et forfalsknende spejl, så er det altid et chok at sé sig selv i et spejl (eller måske endda et helt spejlkabinet) for første gang.
Der er intet nyt under Solen. Da vi arbejdede med bogen havde jeg aldrig forestillet mig den lokale nærtagenhed, men fortilfældene er (har jeg siden opdaget) mange, Danmarkskortet er fuld af tilsvarende muntre historier. Aksel Sandemose blev jaget ud af Nykøbing Mors efter sin Jantelov. Martin Melsted skrev “Daarernes By” om sin fødeby Gudhjem og kunne ikke siden med fuld tryghed vise sig på gaden. Gustav Wied skrev “Livsens Ondskab” om borgerne i Roskilde (og havde endog den frækhed, da bogen skulle filmatiseres, at vise hovedrolleindehaveren Henrik Malberg den ægte model til Thummelumsen i hans lille butik i Algade) … Og Jens Ravn fortalte, at da han i sin tid optog Hans Kirks “Fiskerne” til TV på selve den egn hvor handlingen foregik, da snakkede folk på egnen endnu temmelig surt og modvilligt om Kirks store og smukke bog, og altid ud fra samme modul: Det var ikke dén og dén, men dit og dat.Altså:
Kirk havde f.eks. ladet bagerens datter gifte sig med kroværtens søn, men det gjorde hun slet ikke, for hun blev gift med en søn til Laurits Bødkers omme bag kirken, og vedkommendes egen bedstefar havde selv arbejdet sammen med fætteren til Laurits Bødkers datter med at tætne raftehegnet – og så videre. Få af dem havde noget blik for Hans Kirks billede af deres miljø og deres livsstil, de så kun deres egen detalje i billedet. Fordi, tror jeg: Det var første og eneste gang det var sket, i hvert fald så tæt på, og selve den form for bearbejdning af et materiale, bevidstheds-bearbejdning af et materiale til medie-brug, var dem så fremmed som noget kunne være.
I Vangede førte det til, at mange f.eks. troede at når der stod “Damen i Sort”, så måtte da enhver vide hvem det var, selv om kun de nærmeste kunne ane det, og selv om hvert eneste distrikt i landet har SIN “Dame i Sort”. 
For som jeg faktisk hele tiden har sagt og skrevet: Der er IKKE noget særligt ved Vangede, ikke en kæft. Vangede minder til forveksling om alle mulige andre steder, der er Vangeder i alle byer. Og selvfølgelig er det netop dét, der er det interessante ved det. 
Dét interessante førte til at jeg i et anfald af vanvid, understøttet af solidariske søskende, skrev denne bog – og det interessante ved igen, bagefter, at have skrevet den, er at jeg aldrig har oplevet så mange og så følelsesmæssige reaktioner på en skide bog. 
Mange i Vangede mente, enten efter bogen eller efter den radio-føljeton Ove Sprogøe og jeg indspillede, at der burde anlægges kollektiv sag. Mange mente – som Vangede Kirkeblad – at jeg havde overtrådt samtlige ti bud på nær det fjerde (check selv det fjerde). Truslerne svirrede i luften, og i nogle måneder blev jeg telefonisk lovet tæsk en gang om dagen, selv om de færreste løfter blev indfriet med energi. 
Men ikke desto mindre solgte Vangede Boghandel adskillige hundrede eksemplarer af bogen, Vangede Bibliotek begyndte at afholde udstillinger om “Det Gamle Vangede”, og der er mange der har tænkt på at skrive om Vangede eller DERES liv dér, nogle der er kommet ud af busken og som har fortalt det til mig eller andre i tænksomme stunder – nu, bagefter. Og den gælder også længere end det lokale: Der ER nogle der har tænkt deres opvækst igennem og husket ting i andre lys på grund af den, nogle der simpelt hen er kommet i tanker om nogle ting. “Vangede Billeder” har været en lille smule dåseåbner, og det er en reel funktion for en bog, måske den eneste virkelige.

Det er ikke let at blive flået ud af sin dåse, det er ikke let at sé sig i et spejl. Vangede og Virkeligheden er svære størrelser at matche, som Telstar og Tilværelsen kunne man sige – det er nemmere at sætte en scene op i Rødby eller Møllekøbing. Men meningen med denne bog var at den skulle være VIRKELIG, og alt hvad der skete i dens kølvand, det samlede feed-back, viser at den blev det.

Derfor kunne den, som enhver gasovn, ganske utilsigtet gøre ondt – og det er vilkårene, uansét om det er forfatter eller folk det gør ondt på. Om hundrede år er alting lige så glemt som Vangedes hidtidige historie var det, og i mellemtiden skal der ske noget. Ellers skulle da fanden være folk eller fæ af forfatter!

Lev livet farligt, ellers bliver der ikke meget liv i det … Godt gammelt Vangede-synspunkt.