Dan Turèll havde i en stor del af sit liv en tæt tilknytning til Vangede. I Vangede Bibliotek er der derfor i mange år leget med tanken om at blive det centrale bibliotek for Dan Turèlls forfatterskab. Nu er drømmen realiseret, og Turèll-samlingen åbnede i oktober 2003 og giver alle, som har lyst til - litterært - at kigge forfatteren nærmere i kortene, mulighed for det.
Formålet med samlingen er at markere Vangede som Dan Turèlls by. Studerende, forskere og andre interesserede kan nu finde al den relevante litteratur og bibliotekariske ekspertise i forfatterens liv og værk på Vangede Bibliotek.
Dan Turèlls første skrifter fra 60'ernes slutning blev stencileret og givet bort til venner. De efterfølgende bøger blev udgivet på forlag, som for længst er lukkede.
Efter udgivelsen af Vangede Billeder, 1975 optræder Dan Turèlls navn i et utal af publikationer, ligesom han også er bidragsyder i mange litterære samlinger. Disse findes for den stor del i samlingen, når der er tale om originale tekster, der ikke findes optrykt andre steder.
Turèlls særlige interesse for amerikansk musik og litteratur gav sig udtryk i artikler i mange forskellige tidsskrifter. Han skrev ofte forord/indledning til bøger, og hans sproglige tæft medførte en udbredt oversættervirksomhed.
Samlingen indeholder også en del cd'er og video'er.
Vangede Biblioteks Turèll-samling indeholder i dag ca. 500 enheder, foruden en del tekster i fotokopi, og der arbejdes fortsat på at gøre den komplet.
Turèll-samlingen kan ses i voksenudlånet på Vangede Bibliotek. Her finder man bøger, han selv skrev, antologier som han har bidraget til, cd'er med hans "musik" og videoer. En del af samlingen består af bøger, tidsskrifts- og avisartikler om Dan Turèll og hans værker. Der vil være plads til at sidde og fordybe sig i hans forfatterskab eller se og høre ham på cd eller video.
sitemap
kontakt