Har du en Dan Turèll oplevelse du vil dele med os? Så send den til os pst@gentofte.dk
Oplevet af Jørgen Ram Pedersen fra Turèll-samlingen
Efter en fin mindekoncert for Dan Turèll i "Den sorte Diamant", var det imponerende, at de mange tilhørere efter at have tilbragt det meste af natten på forskellige af byens værtshuse, var i stand til at møde så talstærkt op ved navngivningen af Onkel Dannys Plads på Vesterbro på Dans 60 års fødselsdag.
En fint lille traktement med vin/kaffe og lagkage på byens regning afsluttede navngivningen og mange af de tilstedeværende hastede så videre til uddelingen af Dan Turèll-prisen til Ursula Andkjær Olsen på Dans stamværtshus Frederik VI.

Der blev så stuvende fuldt, at det var ved at knibe med at finde en plads til Dans mor Inge Turèll, da hun lidt forsinket nåede frem til festlighederne.

Som sidste punkt på dagens program inviterede Kulturcentret ASSISTENS til en afslutning af fødselsdagsmarkeringen for Dan Turèll med et udendørs arrangement på Assistens Kirkegård, hvor Dan er begravet.

Asger Braun var omviser på en rundtur på kirkegården blandt nogle af de personer, der havde betydning for Dan Turèlls liv og digtning.
Turen sluttede ved Dans gravsted, hvor Chili Turèll læste op fra digtsamlingen "Lysets sange".

sitemap
kontakt