Minder af Dan Turèll fra årene 1963-66

Har du en Dan Turèll oplevelse du vil dele med os andre? Så send den til os pst@gentofte.dk

  

Minder af Dan Turèll fra årene 1963-66
Langt inden han blev "Onkel Danny"

Af Lars Mærsk Hansen

 

 

 

1. Den store sammensværgelse på Tranegårdsvej 67

Vinteren 1963-64 skulle der dannes en Gentofteafdeling af SUF (Socialistisk Ungdoms Forum). Det foregik ikke "i dybe skumle kældre" (som Per Dich sang i sin tid) men i mit værelse på Tranegårdsvej nr 67.
Dér boede min morfar, mine forældre og jeg selv i en 4 ½ værelses lejlighed. Jeg havde sommeren forinden taget realeksamen og var begyndt at arbejde som ekstraansat ved postkontoret i Hellerup. Det skulle man ellers være fyldt 18 for at det skulle være tilladt, men der var mangel på folk, så hvad?

 

Jeg havde været med i SUF nogle måneder, da en for mig (og for resten af landet) dengang helt ukendt person ringede op og presenterede sig som Dan Turéll. Han var også med i SUF og havde påtaget sig at tage initiativ til en Gentofteafdeling.
Der var ikke plads hjemme hos ham, da han havde mange søskende, der alle boede hjemme, og heller ikke hos nogle af de andre medlemmer i den blivende Gentofteafdeling, så det kom til at foregå hjemme hos os.

Formålet på lang sigt var, som man måske kan gætte sig til, at afskaffe kapitalismen (i hvert fald i Gentofte Kommune), og den konservative borgmester skulle ikke sidde alt for længe til, hvis vi skulle ha noget at sige. Men han sov godt om natten lykkeligt uvidende om, den revolutionære virksomhed der foregik lige rundt om hjørnet.

Gentofte var af tradition en konservativt styret kommune, og det viste sig også ved den stiftende generalforsamling: Der var kun seks tilstede. Muligtvis var der én eller to medlemmer til i kommunen, men dem så vi aldrig til.
De seks var: Dan Turell, Christen Amby (ham i skatterådet), Bjarne (husker ikke efternavnet, men han var trotskist og dannede sin egen enmandsfraktion i afdelingen), Undertegnede og så to til, hvis navne jeg ikke husker og som af den grund herefter kaldes Nr 5 og Nr 6.

 

Jeg er ikke helt sikker på hvem der blev valgt til hvad i bestyrelsen, men tror at Dan blev formand, Bjarne Sekretær og Christen kassérer, hvad der måske ikke overrasker. S
Selv blev jeg på forslag af mig selv og Dan valgt til splittelsesmand, da man nu ha sådan en i en socialistisk organisation. Det havde jeg selv erfaret på generalforsamling i postens ekstraarbejderes fagforening, hvor der var to af den slags tilstede.
Chappi, min tamme undulat var også med og gav sit skræppende bidrag til diskussionerne, men han blev ikke valgt til noget. Undulaten var særlig begejstret for Dan som havde lidt skæg, som den pillede og hev i (det kunde måske bruges til at bygge rede af). Jeg selv, min far og morfar som boede i lejligheden var alle glatbarberede så Dan var en for fugle særlig interessant figur.

 

Dan Turéll i 18 årsalderen uden sortlakerede negle ved et af møderne på Tranegårdsvej. Til højre undulaten Chappi på taget af s 

Dan Turèll i 18 årsalderen uden sortlakerede negle ved et af

møderne på Tranegårdsvej. Til højre undulaten Chappi på taget af

sit bur, klar for take-off for en flyvetur til Dans skulder.

Foto: Lars Mærsk Hansen

 

Og splittet ad, det blev vi. Nr 5 dukkede ikke op til de følgende møder (her skal der siges at SUF af vore politiske modstandere i DKU og KU blev udtolket som "Seksuelt Udskejelses Forbund", så han blev måske skuffet over mangelen på udskejelser).

Bjarne (trotskisten) forsvandt kort tid efter til Grib Skov som militærnægter, og Christen Amby skulle studere videre et andet sted, Odense, hvis jeg ikke husker galt. Og nu er de ude af sagaen.

Tilbage var så Dan og jeg, og hvis det var svært for seks personer at styrte kapitalismen i Gentofte Kommune, så var det på grænsen til umuligt for to, for at sige det mildt. Det indså vi begge, og revolutionen blev derfor udsat på ubestemt tid.

 

Vi opdagede dog hurtigt, at vi havde en del andre fælles interesser: filosofi, litteratur (Dan havde allerede på det tidspunkt en stærkt udtalt ambition at blive digter, mere om det i næste afsnit) og musik, særlig jazz og blues, og sad ofte og spillede plader med bluessangere som Sleepy John Estes, Robert Johnson, Son House, Muddy Waters o.s.v. (you name them) og musikere som Duke Ellington, Louis Armstrong, Freddie Keppard, Charlie Parker og Clifford Brown.

 

 

2. Loftsværelset på Ordrupvej

Efter en tid flyttede Dan hjemmefra til et loftsværelse på Ordrupvej. I underste etage lå et ismejeri, og huslejen bestod i at være mælkebud hver morgen ved 4-5 tiden.
De, der kendte Dan, ved at han hørte til dem der af princip er modstandere til at dagen skal begynde med en morgen. Trods dette passede han arbejdet, da han ugerne ville flytte hjem igen, hvor der var mange søskende.

 

Dan havde lånt en del penge af sine venner, bl a en hel del af mig. For at betale af på det og have noget at leve af,

tog han et arbejde på elektronikfabriken Torotor der lå i nærheden. Arbejdet bestod i at ta en pindelignende metaldims, stikke den ind i en maskine som lavede et hak i dimsen. Og så videre med et uendeligt antal dimser hver dag i 8 timer. Hvad dimsen skulle bruges til vidste Dan ikke, og det interesserede ham ikke. Det var et nødvendigt onde for at skaffe penge (der foresten også var et nødvendigt onde).

 

3. Om Anders And

En der ikke delte Dans opfattelse om penge som et nødvendigt onde, og som endda havde et svømmebassin fuldt af dem, var Joakim von And. Dan var meget interesseret i de sociale og mellemfolkelige (eller rettere sagt mellemandelige) forhold i Andeby. Han mente, at Walt Disney måtte have gemt et manuskript til DET SIDSTE ANDERS AND blad i en boks. Det skulle udgives efter hans død (Walt Disneys altså, ikke Anders Ands). I dette nummer skulle følgende revolutionerende ting ske:

  • Lille stygge Ulv vokser op og bliver styg, hjælper sin far at fange de tre små grise, og i sidste scene fejrer ulvene jul med flæskesteg.
  • Det lykkes endelig Bjørnebanden at tømme Joakim von Ands pengetank hvorpå han dør af et chok og hans arvinger (den der er bevandret i 1950:ernes Andekundskab ved, at det er Anders Ands tre søstersønner Rip, Rap og Rup) overtager virksomhederne.
  • Bedstemor And dør, Anders And bliver gift med Andersine,og de overtager gården sammen med Fætter Guf, der bliver helbredt for sin dovenskab (hverken Dan eller jeg selv kunde dog forklare hvordan det skulle gå til)
  • Fætter Højben mister sit held og bliver nødt til at arbejde (jeg husker ikke om det var på Anders Ands gård eller for AAs 3 nevøer)

Anders And bladene lever trods dette videre i bedste velgående (i økonomisk forstand men efter min mening ikke kvalitetsmæssigt). Sandsynligvis eksisterede den boks med det sidste manuskript ikke. Og hvis den havde eksisteret, ville manuskriptet være blevet destrueret. Det økonomiske system kan ikke tillade den slags.

 

4. Om TS Elliot, Bøf Sandwich, PH, etc.

Udover Anders And bestod Dans litterære interesse dengang særlig i poesi, hvor T S Eliot havde en særstilling.
Dan havde allerede på den tid en udtrykkelig ambition at blive forfatter og ernære sig derved. Han forsøgte også ved denne tid et par gange at få noget udgivet.

Vi havde aftalt at mødes hver uge efter hans aflønning, for at han skulle betale af på sin gæld til mig, 50 kr hver gang. Det fejrede vi så med at gå til en bar på hjørnet af Ordrupvej og Hyldegårdsvej (hvis jeg husker rigtigt). Dér blev der serveret en god æblemost samt en såkaldt Bøf Sandwich (olddansk for det som idag hedder hamburger) for ca 5 kroner.
Dan havde for det meste ingen penge tilbage, efter at have betalt af på gæld til alle mulige, så det var for det meste jeg, der betalte regningen. En gang imellem tog vi ud til Bakken og gik på Pølsekroen, hvor der på trods af navnet blev indtaget mest øl. Der var også en hyggepianist.

Poul Henningensen fyldte 70 i 1964. Dan havde hørt et rygte der gjorde gældende,at PH ville give øl til alle, der gad skåle med ham. Rygtet var jeg skeptisk til, men tog alligevel med Dan ind til byen.
Det viste sig, at rygtet talte sandt. Der var öl till alle, PH kom ud på en altan og skålede med os, og Dan og jeg nåede at få to øl hver inden de slap op.

 

5. Klummen i Politiken

I løbet af 1965-66 skiltes vores veje. Dan blev gift og flyttede ind i et værelse i Lyngby eller Bagsværd, og jeg flyttede til Sverige i 1966 og har boet i Uppsala fra 1969, med kone og børn.

Jeg hørte selvfølgelig en del om ham og hans karriere, og læste hans klummer i Politiken, når jeg var på besøg hos mine forældre.

Pengene han skyldte mig, tænkte jeg ikke så meget på. Han var jo fattig dengang, og jeg begyndte at tænke den ikke helt ubehagelige tanke, at jeg faktisk havde været hans mæcen (en som giver økonomisk støtte til kunstnere) dengang. Skidegodt: Historien er fuld af kunstnere og deres mæcener: Michelangelo og Pave Leo X; Tjajkovskij og Nadezjda von Meck; Picasso og Peggy Guggenheim. Og så Dan Turell og mig selv.

 

Så en dag (20 sept 1985) stod en klumme i Politiken med titlen "Dårlig samvittighed". Dan var vågnet op midt om natten plaget af sin 20 år gamle 1000 kroners gæld til mig (som han i klummen kaldte Leif), og havde så udviklet det til en hel artikel.

 

Politiken 20.9.1985

  

Han havde selv lånt 20000 kr ud til en læge og ikke havde fået dem tilbage, hvorved han mente, at balancen i universum var blevet nulstillet med rente (min egen indre Joakim von And sagde mig dog, at det var den ikke, førend nævnte læge havde betalt pengene til mig).
Men Dan havde jo også lånt penge af andre, vil en skeptiker nok sige. Så hvordan kunde jeg være så sikker på at jeg var identisk med hans "Leif". Jo, hans beskrivelse af "Leif"s hjemmelavede pladespillervækkeur og musikvalget var overbevisende.

Så jeg skrev et brev til ham, at jeg hverken var død af sult eller gået fallit pga udebliven betaling, men at hvis han havde vejen forbi Uppsala, kunne han kigge ind og høre på Clifford Brown og drikke hjemmelavet æblemost og dito vin. Og skulle han være faldet over nogle penge, kunne han jo også lette på samvittigheden, så han ikke skulle plages mere om natten.
Efter nogle dage fik jeg svar, at han var ved at få oversat nogle af sine bøger til svensk, og nok ville komme forbi en skønne dag og afslutte vores økonomiske mellemværende. Han dukkede dog aldrig op. Hans alt for tidlige død kom imellem.

 

Brev fra Dan oktober 1985

 

6. Om Clifford Brown

Som nævnt var Dan interesseret i Jazz. Han havde en trompet, og nogle af pengene han lånte af mig var for at løse den ud fra pantelånekontoret. Jeg ser ham endnu sidende foran mig på loftsværelset i Ordrup spillende på hornet. Jeg tror jeg tog et billede af ham, men det har jeg ikke kunnet finde, så måske findes det billede kun i mit hovede.
Han mente at den største af jazzens trompetister hverken var Louis Armstrong, Dizzy Gillespie eller Miles Davis. Nej, det var absolut Clifford Brown, som spillede den mest melodiske Bebop der fandtes.

En gang gav han mig en LP fra sin samling "Clifford Brown & Max Roach at Basin Street" hedder den.
En anden gang fik jeg en plade med Odetta, som Dan mente var den bedste bluessangerinde siden Bessie Smith.
Den har jeg endnu, men pladen med Clifford Brown spillede jeg i løbet af årene så meget at den til sidst blev slidt op, og jeg måtte købe en ny. Jeg deler Dans opfattelse om Clifford Brown, og har senere købt flere LP album med ham, og spiller dem en hel del. Det er en vedværende beholdning af mit bekendtskab med Dan Turell.

 

Efterskrift

Denne sommer (2010) solgte jeg Dans brev til Turellsamlingen for kroner 1000:-. Hvad? Hørte jeg en lille Joakim von And hviske noget om renter? Men sådan noget kapitalistisk pjat skal en gammel ungsocialist overhovedet ikke befatte sig med, og dermed er vi kvit. S
Så på én måde er Dan så alligevel dukket op for at gøre op, som der står i brevet.
Måske er det hans Ånd som har besat bestyrelsen for Turellsamlingen.

 

 
 
 
 

Copyright 2003-2008 www.turellsamlingen.dk