2005

 

Bogomslag: Dan Turèlls København05.12.05 Dan Turèll's København
Endnu et lækkert værk for Turéllister og Københavnere har set dagens lys. Det er Peder Bundgaard der har udgivet den smukke bog "Dan Turèll's København - gaden var min far, gården var min mor". Det er en god blanding af tekster, erindringer, anekdoter og billeder holdt i sort/hvid og sølv. I forordet skriver Peder Bundgaard:
Målet med denne bog er at fortælle om København og om, hvordan storbyen har præget Dan's liv og dermed også hans kunst. En beretning med sørgelige, men forhåbentlig også sjove sider. Et yin-yang portræt med både lys og skygge.
Bogen er udgivet på Politikens forlag, 2005.

24.09.05
DAN TURÈLL UGE I TURÈLL-SAMLINGEN
Dan Turèll med hat. Foto: Peder BundgaardTurèll-samlingen på Vangede Bibliotek præsenterer fra 14.-18. november en række nye digtere, der alle har vedkendt at have Dan Turèll som forbillede eller inspirator. Dette er entertainere, som ved, hvordan man begår sig i den direkte kontakt med publikum: moderne scenekunstforfattere, spoken word artister, stand-up digtere og litterære entertainere, som T.S Høeg,Claus Høxbroe, Claus Ankersen, Jens Blendstrup og Lyrikkanonen.

.

23.04.05 ONKEL DANNYS PLADS PÅ VESTERBRO
Vesterbro Lokalråd har - ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten d.20.april - bedt Vesterbro-borgerne foreslå egnede steder, der kunne opkaldes efter Onkel Danny. Mange af forslagene kan ikke bruges, da kommunen ikke omdøber veje og pladser eller navngiver meget små pladser og gadehjørner. Valget står derfor mellem 2-3 forslag: En lille plads mellem Enghavevej og Bevtoftegade, Kulturstaldenes plads bag Café Mandela ved Øksnehallen eller en plads på Victoriagade, hvor der nu er placeret en hjerteformet skulptur.
I Gentofte Kommune arbejdes der videre med planerne om en Dan Turèll Plads i Vangede.

17.03.05 DAN TURÈLL PRISEN TIL JENS BLENDSTRUP
Jens BlendstrupDet bliver forfatteren, dramatikeren, entertaineren og klumme- skribenten Jens Blendstrup, der søndag d. 20. marts kl. 14 - dagen efter Dan Turèll ville have været fyldt 59 år - får tildelt Dan Turèll Prisen 2005. Det sker på værtshuset Frederik d.VI på Frederiksberg. Jens Blendstrup får prisen, der består af 6.000 skattefri kr. samt et slips fra Dan Turèlls personlige samling, for romanen GUD TALER UD. Bogen er ifølge priskomiteen "det foreløbige højdepunkt i prismodtagerens mangeårige, mangfoldige og nyskabende virke". Tidligere modtagere af prisen er bl.a. Halfdan E., Mikael Bertelsen, Steffen Brandt, Rune T. Kidde og Christiania Jazzklub.

 

 

17.03.05 PEDER BUNDGAARD BLIVER 60
Tegning af Dan Turèll lavet af Peder BundgaardDa Turèll-samlingen blev åbnet i 2003 bidrog Peder Bundgaard med en enestående udstilling af sine originale covers og illustrationer til Dan Turèlls værker. Siden har man flere gange på Vangede Bibliotek haft mulighed for at høre Peder Bundgaard fortælle entusiastisk og underholdende om sit venskab med det store forbillede Dan Turèll. Peder bliver 60 år d. 18. marts. På dagen udkommer hans nye bog ALBUM, hvor han fortæller om historierne bag mange af de pladecovers, bogillustrationer og bladtegninger, han har produceret gennem de sidste tredive år. Turèll-samlingen ønsker Peder STORT TIL LYKKE!

 

10.02.05 DAN TURÈLLS PLADS OG ONKEL DANNYS PLADS. Kapløbet mellem Vangede og Vesterbro om at opkalde en plads efter Dan Turèll er, ifølge Jyllandsposten d. 9.2., aflyst. Vesterbro satser nu på at få en Onkel Dannys Plads i nærheden af de lokaliteter, hvor forfatteren færdedes. Niels Vestergaard fra Vesterbro Lokalråd forventer en afklaring på placeringen af Onkel Dannys Plads inden for de næste par måneder.
I Vangede håber initiativtageren til en plads og skulptur i Vangede, ejendomsmægler Ivan Brich, på at pladsen kan være klar til det, der ville have været Dan Turèlls 60-årsdag d.19. marts 2006.

 

06.01.05 DAN TURÈLLS PLADS. Dan Turèll skal selvfølgelig hyldes med sin egen plads. Men hvor skal den ligge? Vi har fået lov til at citere fra redaktør Allan Andersens artikel i vinter nummeret af Vangede Avis:

Miniature skulptur til Dan Turélls pladsDan Turèlls plads skal ligge i Vangede. Der har i flere år været arbejdet på at få etableret en "Dan Turèll plads" i Vangede, og vi er mange, der mener, at det er det mest passende sted at hylde Dans forfatter-  skab. For selv om Dan boede sit voksne liv på Vesterbro, så var hans hjerte stadig i Vangede, og grunden til at han kunne finde sig tilpas på Vesterbro, har nok været hans baggrund fra Vangede. For livet i Vangede i Dans ungdomsår har været meget lig det samfund, der var på Vesterbro. Med tanke på "Turèll-samlingen" på Vangede Bibliotek og den kommende skulptur, er det oplagt, at pladsen skal være i Vangede. 

Gentoftes borgmester Hans Toft har løbende været underrettet om planerne for en skulptur og ønsket om en plads for Dan Turèll i Vangede. Han har derfor for flere år siden gennem det stor- københavnske samarbejde sikret, at en Dan Turèll Plads kun kan ligge i Gentofte Kommune, og dét i Vangede. 

Så nu mangler vi at finde ud af, hvor i Vangede pladsen og skulpturen skal placeres, men måske må vi afvente forskøn- nelsesplanerne for bygaden, sådan at pladsen og skulpturen kan komme til at indgå som en smuk helhed i  bybilledet.    
Kommunen har givet løfte om, at man vil afgive en plads til formålet, men at man ikke vil love hvor, før der er lagt en plan for forskønnelse af bygaden. Da det er planen, at kommunens arkitekter i nær fremtid kommer med forslag til forskønnelse af alle kommunens bystrøg, virker det fornuftigt at udsætte beslutningen om placeringen af skulpturen, så vi kan få den passet ind i det nye gademiljø.
Men kommunens opbakning må betyde, at arbejdsgruppen bag idéen med skulpturen kan komme videre med at skaffe de nødvendige midler. 
Vi ser frem til en smuk og indbydende bygade med plads til skulpturel hyldest til Vangedes digter Dan Turèll.

 
 
 
 

Copyright 2003-2008 www.turellsamlingen.dk